Post by serethiel on Jul 17, 2008 23:08:09 GMT 1
Navn/titel: Serethiel af Huset Aläessa, af nogen blot kendt som "Seeren". Huset Aläessa er en af de elverklaner som har bosæde i Ekwish, eller mere præcist en stor villa midt i Ekwish. Selve familien er ikke særlig stor, faktisk er den langsomt uddød til kun at bestå af to personer, nemlig den gamle og meget konservative elver Shar, og hendes barnebarn Serethiel. Men på trods af det ringe antal, bliver familien behandlet med stor respekt, da det er en af de ældste huse, der kan føre sin rødder helt tilbage til før murens opståelse.
Alder: 21.
Køn: Kvinde.
Race/Sub-race: Halvt elver og halvt nymfe.
Klan/provins: Ekvish.
Samfundsstatus: Adelig.
Gud: Akawish.
Raceevne(r):
Natural healing (Elvermagi): En Elver er i stand til at heale. Dette vil sige, at han eller hun kan heale sår og andre skader. Han eller hun må dog bruge noget tid på det, da der føler messer med til healingsprocessen. Jo mere alvorlig en skade er, jo længere tid og energi skal Elveren bruge på at heale det. Det kan tage op til flere dage at heale meget alvorlige skader - dette sker dog gradvist, hvilket vil sige, at messen skal bruges flere gange over flere dage; det er ikke altid én lang sammenhængende proces. Det kan tage fra 2 minutter til flere dage at heale et sår helt.
Dans: Elvere elsker at danse. Denne evne giver dem både hurtige reflekser og gør dem mere fleksible. Udover det, er deres dans så smuk, at man bliver meget betaget af den og glemmer alt andet for en stund - dette gør det nemmere at lave et bagholdsangreb. Man får + 4 charisma og + 2 constituton, når man bruger denne evne. Den kan bruges 5 gange per tråd.
Telepati: En Fe er, som alle de Spidsørede, i stand til at tale uden at åbne munden. Dette gør dem i stand til at kommunikere med andre, der også kan tale telepatisk, uden at andre behøver at høre det. Kun Spidsørede med meget stærke telepatiske kræfter er i stand til at bryde ind i den usynlige teleboble, der bliver dannet om dem, der taler telepatisk.
Ulempen ved telepati er, at der bliver skabt en usynlig teleboble, så ingen andre kan høre, hvad der siges. Det er godt, men samtidig er det skidt, da dem i teleboblen ikke længere har en fornemmelse af, hvad eller hvem der er omkring dem eller nogen tidsfornemmelse, hvilket gør det lettere for fjender at snige sig ind på dem. Når man taler telepatisk, får man - 3 dexterity.
Resistant: Eftersom en Elver selv kan bruge Dans, bliver denne ikke påvirket af det, hvis andre bruger det.
Våben: Hun har ingen våben på sig ud over en lille kniv i sit bælte som udelukkende bliver brugt til praktiske formål.
Personlighed: Hvis man skulle beskrive Serethiel med ét ord ville det blive mystisk. På trods af at hun møder alle - høj som lav - med et åbent sind og et venligt smil, har hun samtidig en udstråling af hemmeligheder og som hun aldrig har kunnet lægge fra sig. At hun har en tendens til at snakke i tvetydige vendinger og underlige fraser hjælper heller ikke just på det. Hun er en af de personer som man kan kende i flere år, uden egentlig rigtig at blive klog på hende. I det ene øjeblik kan hun være den stille og generte pige der trækker sig tilbage i skyggerne, for i det næste øjeblik at stolt spankulere uinviteret ind til en fest for de øverste adelige. Da hun aldrig har været rigtig accepteret blandt hverken nymfer eller elvere, har hun valgt at gå sine egne veje uden om begge racer, og hun gør rent ud sagt som hun vil. Hun er både viljestærk og egenrådig, og selvom hun med åbent hjerte lytter til råd og forslag fra andre, tøver hun ikke med at gøre som hun selv finder bedst. Selv hvis dette betyder at hun måtte gå imod loven eller ordrer fra højere sted.
Men på trods af hendes mystiske væsen indser man dog hurtigt at der er nogle karaktertræk der går igen. Det første er nok hendes rolighed. Næsten ligemeget hvad der sker ser det ikke ud til at forbløffe eller ryste hende. Det er sjældent hun hæver stemmen, og man ser hende tiere med et smil på læben end med sammentrukne øjenbryn. Vrede og had er ikke følelser der ligger hende nært, men har man først vækket hendes raseri er den til gengæld også vildere end en tyfon og hedere end flammerne fra et bål. Noget der virkelig kan få hende op at køre er når dyr bliver mishandlet eller naturen misbrugt. Et andet stærkt karaktertræk er hendes blidhed. Hun er en stor modstander af vold, krig og kamp. Hun går ikke selv med våben, og tyer kun til kampmagi som den yderste løsning, og da stortset kun til at forsvare sig, og ikke til at angribe andre. En af de ting hun hader er at se andre blive såret - hvad enten det er fysisk eller mentalt - og hun vil ofre sig meget for at forhindre dette. På trods af at hun er halvt nymfe, har hun aldrig forstået nymfernes måde at se mænd på som "legetøj". Hvis hun ligner sin mor af udseende, ligner hun sin far af person, da hun aldrig selv kunne finde på at udnytte mændene på den måde. Hun har stor empati og forståelse for hvorfor folk gør som de gør, og føler som de føler, hvilket også gør at hun er god til at sætte sig i andres sted og se tingene fra flere synsvinkler. I samtaler og diskussioner har hun en tendens til pludselig at komme med et nyt argument eller en skæv vinkel, som vender det hele på hovedet.
Man kan i hvert fald roligt sige at Serethiel har en kompleks personlighed. Dette gør det både nemt for hende at snakke med folk og omgås både rig og fattig, men samtidig gør det også hun har svært ved at få rigtige venner. Venner hun lader komme ind til sit hjerte, og som hun tør stole fuldt og fast på. Hele sit liv har hun været uønsket af alle andre end sine forældre. Hun er blevet set ned på og foragtet. Nu er hun inderst inde angst for at lader hun først folk komme tæt på, vil de bare såre hende. Derfor lukker hun instinktivt af hver gang nogen forsøger at komme nærmere. Hun har dedikeret sit liv til at hjælpe andre, men samtidig trækker hun sig tilbage når de selv samme personer hun hjælper prøver at nå ind til hendes hjerte.
Udseende: Det første man lægger mærke til ved hende er hendes øjne. Øjne der betragter verden opmærksomt men samtidig verdensfjernt, som om hun ikke er fuldkommen tilstede. Det er øjne der siger at hun ved mere end hun giver til kende. Der er noget mystisk over dem... noget dragende... Måske er det på grund af visdommen man finder deri. Som om hun har set mere, oplevet mere, levet længere end de 21 år hun har befundet sig i denne verden. Samtidig er det blandingen af de mange følelser der er at læse i de øjne. Varme, hjælpsomhed, glæde, venlighed, blidhed,... og under alt det, en gennemtrængende fornemmelse af sorg. Bedrøvelse over... over hvad? Over dig? Over verden? Over krigen? Over hende selv? Det er ikke til at sige. Men sorgen er der altid, selv når hun ler og smiler. Desuden kan man ikke undgå at lægge mærke til de tatoveringer der snor sig vej rundt om hendes øjne i et sirligt mønster. For den normale person vil det blot være nogle tilfældige tegn - smukke og elegante, men uden videre betydning. Men for den der ved mere om den slags, vil der kunne findes ord i de tatoveringer. Specielle tegn for at åbne sjælen, for at hjælpe øjnene med at se forbi den fysiske verden. Tegn der hjælper med at gøre sindet modtageligt for drømmesyn og sjælevandring.
Det er øjne man skal passe på ikke at drukne i. Øjne man skal løsrive sig fra. Først derefter begynder man at lægge mærke til resten af hendes ansigt og krop. Hun skiller sig ud på mange måder. Grundent hendes blandede blod, har hun også fået forskkelige udseendsmæssige prægninger fra begge sine forældre. Det er tydeligt for enhver at hun hverken er fuldblods elver, eller fuldblods nymfe. Dog slægter hun nok sin mor mest på udseendet angår, da hun har arvet hendes yndefulde bevægelser og elegante udseende. Hendes krop er spinkel og hun står kun 163 cm. høj. Ligeledes har hun arvet sin mors grønne hår, der bølger ned over hendes skuldre i blide slangekrøller. Hvis man kigger godt efter kan man også finde nogle strejf af blålige og turkise nuancer. Blandt elvernes lyse og blonde hår, kunne man ligeså godt have stemplet "uren" i panden på hende. Alt i alt er hun nem at få øje på i mængden - lignende hverken elver eller nymfe. Men på trods af de mange misbilligende blikke der følger hende, bevæger hun sig med oprejst pande og rank ryg. Det er tydeligt at hun ikke skammer sig over hvad eller hvem hun er. Man kunne næsten driste sig til at tro hun var stolt over det.
Hendes gaderobe er meget enkel. Hun går stortset altid i den samme slags tøj, nemlig en simpel mosgrøn kjole uden stropper, der går til lige over hendes brystkasse og efterlader hendes skuldre bare. Den er uden broderier eller andre "unødvendige udsmykninger", og sidder hverken stramt eller løst. Så længe hun befinder sig i byen består den af silke, da hun elsker fornemmelsen af stoffet mod huden. Men hvis hun skal ud i naturen eller på en længere rejse, bliver silkekjolen skiftet ud med en af noget mere praktisk stof, der desuden når hele vejen op til hendes hals og har en hætte bagtil der kan slåes op hvis hun ønsker at bevæge sig ubemærket rundt. Faktisk ligner den meget det tøj som munke ofte går i.
Baggrundshistorie:
For 22 år siden.
"Forklaring udbedes, og jeg håber for dig den er god," faldt den skarpe stemme som et piskesmæld. Cynin af huset Aläessa stod med rank ryg og stirrede direkte ind i øjnene på sin gamle mor. Stålgrå øjne glimtede ham vredt i møde, men for én gangs skyld veg han ikke for hendes raseri. For én gangs skyld stod han fast og holdt på det han ville. Han krydsede armene og gjorde ikke mine til at overgive sig.
"Jeg elsker hende mor," svarede han bare roligt og forberedte sig mentalt på det skænderi der ville komme. Han vidste der ville blive råb, vrede, kold argumentation, lavmælt hvislen, forbandelser og eder. Han lod tankerne vandre mod Sinah. Han forestillede sig hvordan hun ligenu sad i skyggen af et af de mange træer ude i skoven. Lænende op af stammen mens vinden fik hendes hår til at løfte sig en anelse og hendes kjole til at smyge sig om hendes krop. Han kunne levende se hvordan hun lod hånden glide hen over sin mave - selvom der endnu intet var at se - og kærtegnede den med sine fingerspidser. Hun ville kigge op ved lyden af hans bløde fodtrin mod skovbunden, og hun ville smile sit helt specielle smil når hun fik øje på ham. Hendes øjne ville lyse med varme og kærlighed. Kærlighed til ham og deres ufødte barn... på trods af hans mors skælden og smælden smilede han ved tanken. Hun stoppede brat da hun øjnede hans smil, og stirrede lidt på ham, hvorefter han kunne høre hende sukke.
"Sådan noget er ilde set... Det er ikke normalt Cynin..." forsøgte hun en sidste gang, og vreden var forsvundet fra hende som når man smider vand på et bål. Det var først nu han så trætheden i hendes blik, da hun næsten bedende mødte hans øjne. Han rystede bare en anelse bedrøvet på hovedet, før han gik over og lagde en let hånd på hendes skulder.
"Måske er det ikke set på med venlige øjne. Men det er heller ikke ulovligt og ingen kan forbyde os det... Jeg elsker hende mor... og jeg ved hun elsker mig," sagde han lavt og lænede sig frem og kyssede hende blidt på panden, før han vendte sig om og gik ud af døren.
For 15 år siden.
"Papa!" råbte den lille pige og løb hen mod sin far så hurtigt hendes små ben kunne bære hende. Leende gik Cynin ned på hug og spredte armene ud til sidderne. Serethiel nærmest kastede sig i sin fars arme, og han løftede hende med lethed og svingede hende rundt i luften så hun hvinede af begejstring. De lo begge da han stoppede og trak hende ind til sig i et kærligt kram. Hun lagde sine små arme om hans hals, og han satte kursen mod indgangen til huset med hende på hoften. Før de var nået 2 meter pludrede hun allerede løs om alle de ting hun havde lavet og oplevet mens han havde været væk. Hun fortalte om alle de skyer hun havde set der lignede dyr, hvordan hun havde fundet verdens bedste gemmested ude i skoven under et væltet træ, samt hvordan hun havde lokket en vildkat til sig og havde fået den til at jagte en snor hele eftermiddagen. Ubetydelige ting i de fleste voksnes øjne, men han lyttede opmærksomt og spurgte med et smil ind til hendes fortællinger, mens han prøvede at finde rundt i alle de informationer der blev slynget i hovedet på ham. Med skulderen skubbede han døren op og trådte indenfor i gangen. Han løsnede blidt hendes greb om hans hals og lod hende glide ned på gulvet. Stadig med et smil på læberne så han ned i hendes glædesstrålende øjne og klappede hende let på hovedet.
"Smut du ind til farmor og fortæl hende jeg er hjemme, imens vil jeg hjælpe folkene med at bære mine ting ind, og så mødes vi i opholdsstuen," sagde han og gjorde et kast med hovedet ned mod den af sidegangene der førte til hans mors værelser. Han så hende gøre en kort grimasse ved beskeden, hun og bedstemoren var aldrig kommet specielt godt ud af det sammen. Men Det var der ikke noget at gøre ved nu, og den surmulende mine blev hurtigt afløst af barnets sædvanlige optimisme og glade ansigt.
"Jeg elsker dig far," sagde hun impulsivt og gav hans ben et kort kram, før hun vendte rundt og løb ned af gangen med håret flyvende efter sig som en grøn fane. Han lagde med et smil mærke til at hun ikke havde nogen sko på, og at hendes fødder var plettede af græs og jord. Det mindede ham om Sinah, hun havde også altid "mistet" sine sko de mest mærkværdige steder. Det gav et lille stik i hjertet da han tænkte på sin kone, som det altid gjorde. På trods af årerne der var gået savnede han hende stadig. Det ville han altid gøre. Men han havde da stadig Serethiel. Nogle ville måske have bebrejdet datteren for Sinahs død, da det jo trods alt var hendes fødsel der havde dræbt den unge nymfe. Men ikke Cynin, han var bare lykkelig over Serethiel ikke også var omkommet. Han elskede hende af hele sit hjerte, måske endda mere end han ville have gjort hvis hans kone havde været i live. Som det var nu, var datteren det direkte resultat af han og Sinahs kærlighed. I datteren ville moderens minde leve videre, og det samme ville hans, når det en dag blev hans tur til at forlade denne verden.
For 10 år siden.
"Neeej.. se hvem vi har her... monstro det ikke er vores lille bastard-ven," hørte hun en stemme dræve et sted til højre. Hendes hoved løftede sig med et ryk fra den skriftrulle hun havde været ved at læse i træets skygge, hun behøvede ikke tid til at tænke, eller til at se hvem det var. Den stemme kendte hun kun alt for godt. Hurtig som en kat var hun på benene med skriftrullen i den ene hånd, og satte i løb. Hun var ligeglad hvor hun var på vej hen, hun løb bare i den modsatte retning af hvor hun havde hørt ham. Benene gik som trommestikker under hende mens hun snoede sig frem mellem træerne, og hun sprang letfodet over en stamme der var væltet om på jorden. Men de var ældre, og de havde både længere ben end hende og større udholdenhed. De indhentede hende med lethed, og pludselig stod en af dem lige foran hende. Hun stoppede brat og skiftede retning, prøvede at dukke ind under en gren og forsvinde ud af syne, men også her dukkede et grinende ansigt op og forhindrede hende i at flygte. Skræmt bakkede hun bagud, men hvor end hun vente sig blev hun mødt med krydsede arme og selvtilfredse smil. Hun for forskrækket sammen da en hånd blev lagt på hendes skulder og så op med store øjne.
"Hvor er det du er på vej hen i sådan en fart? Vi nåede jo knap nok at få hilst på hinanden," sagde han med en stemme der dryppede af falsk venlighed. Hun sank nervøst og svarede ikke. Stirrede bare på ham mens hun kæmpede mod tårerne der truede med at strømme ned af hendes kinder. Hun ønskede jo bare at blive ladt i fred. Hvorfor kunne de ikke lade hende være i fred? Han lod ikke til at bemærke hendes tavshed.
"Hvad er det du har der?" bemærkede han interesseret og før hun nåede at reagere havde han med den frie hånd snuppet hendes skriftrulle ud af hænderne på hende. Hun bed sig i læben for ikke at begynde at tude. Det ville alligevel ikke hjælpe noget, det ville bare anspore dem. Han smilede igen ned til hende og lod øjnene glide over titlen på rullen.
"Ikashia - Historien om nymfen der var bange for vand," læste han højt og hans grin blev om muligt endnu bredere. Han slap hendes skulder og gik et par skridt fremad så han nu stod skråt foran hende. Han kiggede rundt på de andre og holdt bogen i vejret.
"Vores lille ven her læser sørme en historie om... nymfer," sagde han og lagde specielt tryk på det sidste ord. Der lød spredt latter fra de omkringstående, mens han drejede rundt så alle kunne se bogen han holdt i vejret. Hun kunne mærke hvordan hendes ansigt rødmede. Til sidst stoppede han med front mod hende, han åbnede skriftrullen og begyndte at læse lidt frem og tilbage i den. Hun fulgte vagtsomt og nervøst hans bevægelser, stirrede på skriftrullen i hans hånd. Pludselig rev han et stykke af den og lod det dale mod jorden.
"Nej!" udbrød hun uvilkårligt og tog et skridt fremad. Den rulle havde hun arvet fra sin mor, og Cynin havde fortalt at Sinah selv havde siddet og tegnet hver eneste tegning deri. Det var meningen hun selv ville have læst historien op for sin datter, men som tingene havde udviklet sig havde hun aldrig fået muligheden. Serethiel havde altid holdt meget af den historie, og hun havde ikke tal på hvor mange gange hun havde læst og genlæst den. Hun kunne mærke hvordan hun rystede over hele kroppen mens han så op og mødte hendes øjne, langsomt rev han endnu et stykke - et større et end før - og lod det falde mod jorden hvor det landede ved siden af den anden.
"Ups... hvor klodset af mig," bemærkede han og smilede let. Hun vidste rullen var tabt - nu hvor han havde set det sårede hende ville han aldrig give den fra sig frivilligt... og hun havde ikke kræfterne til at tvinge ham. Med et hulk drejede hun rundt og satte i løb. Drengene havde ikke været forberedt på dette, og hun dukkede sig hurtigt for en arm der kom flyvende for at tage fat i hende. Hun snoede sig ind mellem træerne, og forventede egentlig ikke at slippe væk. De havde fanget hende en gang før, og de kunne gøre det igen.
"Lad hende løbe," hørte hun lederens stemme råbe bag sig, og drengene der var begyndt at sætte efter hende, stoppede op. Hun sukkede af lettelse, men knuden ville ikke forlade hendes bryst eller hals. Hun var sluppet væk fra denne gang. Men de ville komme igen. På et eller andet tidspunkt ville de atter fange hende alene. Enten dem, eller også ville det blive nogen andre. De var nemlig ikke de enste, selvom den gruppe var de slemmeste. Hun var den laveste i børnenes rangorden, halvblods som hun var. Selv gadebørnene gjorde nar ad hende og råbte øgenavne når hun bevægede sig gennem gaden. Hun kunne selvfølgelig sige det til sin far. Bryde den uskrevne regel og sige det til de voksne. Men det gjorde hun ikke. Ikke fordi hun var bange for hvad de andre børn ville tænke om hende fordi hun sladrede, de kunne alligevel ikke foragte hende mere eller behandle hende værre. Nej, hun fortalte det ikke til nogen fordi hun ikke ønskede at hendes far skulle finde ud af hvordan hun blev behandlet. Det ville såre ham dybt, og samtidig give ham skyldfølelse fordi det jo var hans valg at gifte sig med Sinah, og derfor delvist hans ansvar at hun var blevet placeret i den situation hun var i nu. Det ville hun ikke gøre mod ham, så hun led i stilhed. Hun forblev tavs alene for at skåne ham for mere smerte.
Og for at gøre slemt værre havde hun nu også mistet bogen... Først nu begyndte hendes dråberne at løbe ned over hendes kinder, og hun vaklede videre halvt blændet af tårer.
For 5 år siden.
Hun betragtede forstenet ansigtet på liget der lå i sengen. Det ansigt der aldrig mere skulle snakke eller smile. Aldrig mere skulle hendes far kigge ned på hende med kærligheden lysende i øjnene. Aldrig mere skulle hun høre hans latter. Hun lagde armene om sig selv og lukkede øjnene. Forestillede sig det var hendes far der holdt om hende. At hun igen var i sikkerhed i hans sikre favn. Men han ville aldrig mere trække hende ind til sig i en varm omfavnelse. Aldrig mere. Hun åbnede igen øjnene og lod blikket hvile på ansigtet. Hun havde før hørt folk beskrive de døde som om det "bare lignede de sov"... men dette passede i hvert fald ikke. Eller, det passede i hvert fald ikke ved hendes far. Sygdommen havde givet ham et hærget udseende, og som hun studerede ham nu kunne hun se rynker hun aldrig før havde lagt mærke til. Hans læber var allerede nu ved at antage en blålilla farve, og hans hud var allerede farvet hvid af dødens kulde... nej, det lignede overhovedet ikke at han sov.
Hun mærkede en hånd på sin ryg, og da hun vendte hovedet så hun ind i sin bedstemors grå øjne. For en gangs skyld syntes der ikke at herske nogen uvenlighed mellem dem, og den gamle kvindes øjne glimtede venligt ned til hende. Hendes hånd gled opad til Serethiels skulder hvor hun gav den et lille klem. Pigen smilede et lille bedrøvet smil, og lagde sin hånd oven på bedstemorens. Sammen betragtede de liget af henholdsvist en fader og en søn.
"Jeg så det... jeg så døden i ham, selvom ingen andre kunne se det... men der var intet jeg kunne gøre," hviskede Serethiel pludselig ud i rummet. Hun bed sig en anelse i underlæben, og stoppede sig selv fra at sige mere. Hendes bedstemor gav hende et skarpt blik som hun ikke bemærkede da hun fortsat stirrede på sin fars lig. Men den gamle dames stemme var rolig som altid.
"Hvad mener du mit barn?" spurgte hun blidt. Opfordrede hende til at fortsætte. Serethiel tyggede lidt på sin underlæbe og var stille i en rum tid, før hun endelig tog til orde igen.
"En sort krage... jeg så en sort krage sidde på hans skulder, eller, jeg så omridset af den... som om den var der, men alligevel ikke. Nogen gange var den der ikke, men jeg kunne stadig fornemme dens tilstedeværelse... fornemme dens kulde. Men der var ingen andre der kunne se den... selv ikke far, selvom det var ham den sad på... selvom det var ham der var ofret," hviskede hun endelig med en stemme der knækkede over til sidst. Tavsheden bredte sig igen i rummet, og hun kunne næsten mærke bedstemorens tankefulde blik brænde sig ind i hendes nakke. Endelig placerede kvinden en hånd på Serethiels anden skulder, og drejede hende langsomt så de stod ansigt til ansigt.
"Har du før haft sådanne... syn?" spurgte hun og betragtede opmærksomt pigen foran hende. Pigen der efterhånden var vokset til at blive en ung kvinde. Serethiel skottede væk. Om hun havde haft sådanne syner før? Hun havde lys til at le højt. Hun havde haft dem så længe hun kunne huske. De havde jaget hende hele hendes liv. Syner.. foruddannelser om hvad der ville ske... af og til også ting der VAR sket... eller ting der skete lige nu. Det kom aldrig i klare vendinger, eller klare billeder. Altid flygtige glimt, som noget der lurede lige uden for hendes rækkevidde, men som hun aldrig kunne nå. Som årerne var gået var billederne blevet tydeligere, men de var stadig svage... hun havde aldrig nævnt det for nogen, i starten havde hun ikke engang tænkt over det. Hun vidste det ikke var normalt, og hun følte sig unormal nok i forvejen. Hun havde intet ønske om at skille sig mere ud end nødvendigt. Langsomt nikkede hun.
"I flere år," hviskede hun hæst og kastede blikket ned, som om hun skammede sig. Igen stod bedstemoren bare og kiggede på hende i længe. Før hun gjorde noget der kom helt bag på Serethiel: Kvinden lænede sig frem og placerede et fjerlet kys på hendes pande!
"Kære barn... hvad du dog har måtte gå igennem... først din mors død, så problemerne med alle de andre børn - og tro ikke jeg ikke har bemærket det! Nu er døden igen trådt ind i dit liv... og nu fortæller du mig også at du kan se mere end blot de fysiske ting? Har du nogensinde overvejet at det ikke altid er bedst at lide i stolt tavshed?" sagde hun og rystede på hovedet med et lille smil på læberne. Serethiel kunne ikke andet end at stirre på kvinden. Alle de år med hårde blikke og misbilligende tavshed... og nu var hun pludselig både varm og venlig? Men Serethiel var selvfølgelig også det eneste hun havde tilbage nu... de to var de eneste tilbage... den yngste og den ældste... hvor ironisk. Bedstemoren kiggede igen over mod liget og sukkede. Så dirigerede hun med hænderne på Serethiels skuldre den unge kvinde over mod døren.
"Det er vist på tide vi to får os en god lang snak... især om denne... gave... du har... noget vi skulle have gjort for længe siden. Især da jeg faktisk godt vidste at din mors slægt har haft tendenser til at have... forfinede sanser hvad fremtiden og forudsigelser angår. Men jeg var vel for stædig," hun sukkede igen, "noget af det hårdeste for et menneske - især et gammelt og stolt et af slagsen som jeg - er at indrømme du tog fejl... Jeg forudså denne kærlighedsaffære ville ende i tragedie..." hun stoppede op og smilede ned til Serethiel, "jeg er glad for jeg tog fejl."
Stats:
Strength: 5 - 5 + 2 = 2
Dexterity: 5 = 5
Constitution: 5 + 2 = 7
Intelligence: 5 + 2 + 6 = 13
Wisdom: 5 + 2 + 7 = 14
Charisma: 5 + 1 + 5 = 11
Skills:
Kampmagi: 3 + 5 = 8 (40)
Elvermagi: 3 + 6 = 9 (45)
Telepati: 3 + 3 = 6
1-håndsvåben: -3
2-håndsvåben: -4
Sværdteknik: -1
Unarmed: -4
Range: 2
Bueteknik: 1
ESP: 2 + 16 = 18
Alder: 21.
Køn: Kvinde.
Race/Sub-race: Halvt elver og halvt nymfe.
Klan/provins: Ekvish.
Samfundsstatus: Adelig.
Gud: Akawish.
Raceevne(r):
Natural healing (Elvermagi): En Elver er i stand til at heale. Dette vil sige, at han eller hun kan heale sår og andre skader. Han eller hun må dog bruge noget tid på det, da der føler messer med til healingsprocessen. Jo mere alvorlig en skade er, jo længere tid og energi skal Elveren bruge på at heale det. Det kan tage op til flere dage at heale meget alvorlige skader - dette sker dog gradvist, hvilket vil sige, at messen skal bruges flere gange over flere dage; det er ikke altid én lang sammenhængende proces. Det kan tage fra 2 minutter til flere dage at heale et sår helt.
Dans: Elvere elsker at danse. Denne evne giver dem både hurtige reflekser og gør dem mere fleksible. Udover det, er deres dans så smuk, at man bliver meget betaget af den og glemmer alt andet for en stund - dette gør det nemmere at lave et bagholdsangreb. Man får + 4 charisma og + 2 constituton, når man bruger denne evne. Den kan bruges 5 gange per tråd.
Telepati: En Fe er, som alle de Spidsørede, i stand til at tale uden at åbne munden. Dette gør dem i stand til at kommunikere med andre, der også kan tale telepatisk, uden at andre behøver at høre det. Kun Spidsørede med meget stærke telepatiske kræfter er i stand til at bryde ind i den usynlige teleboble, der bliver dannet om dem, der taler telepatisk.
Ulempen ved telepati er, at der bliver skabt en usynlig teleboble, så ingen andre kan høre, hvad der siges. Det er godt, men samtidig er det skidt, da dem i teleboblen ikke længere har en fornemmelse af, hvad eller hvem der er omkring dem eller nogen tidsfornemmelse, hvilket gør det lettere for fjender at snige sig ind på dem. Når man taler telepatisk, får man - 3 dexterity.
Resistant: Eftersom en Elver selv kan bruge Dans, bliver denne ikke påvirket af det, hvis andre bruger det.
Våben: Hun har ingen våben på sig ud over en lille kniv i sit bælte som udelukkende bliver brugt til praktiske formål.
Personlighed: Hvis man skulle beskrive Serethiel med ét ord ville det blive mystisk. På trods af at hun møder alle - høj som lav - med et åbent sind og et venligt smil, har hun samtidig en udstråling af hemmeligheder og som hun aldrig har kunnet lægge fra sig. At hun har en tendens til at snakke i tvetydige vendinger og underlige fraser hjælper heller ikke just på det. Hun er en af de personer som man kan kende i flere år, uden egentlig rigtig at blive klog på hende. I det ene øjeblik kan hun være den stille og generte pige der trækker sig tilbage i skyggerne, for i det næste øjeblik at stolt spankulere uinviteret ind til en fest for de øverste adelige. Da hun aldrig har været rigtig accepteret blandt hverken nymfer eller elvere, har hun valgt at gå sine egne veje uden om begge racer, og hun gør rent ud sagt som hun vil. Hun er både viljestærk og egenrådig, og selvom hun med åbent hjerte lytter til råd og forslag fra andre, tøver hun ikke med at gøre som hun selv finder bedst. Selv hvis dette betyder at hun måtte gå imod loven eller ordrer fra højere sted.
Men på trods af hendes mystiske væsen indser man dog hurtigt at der er nogle karaktertræk der går igen. Det første er nok hendes rolighed. Næsten ligemeget hvad der sker ser det ikke ud til at forbløffe eller ryste hende. Det er sjældent hun hæver stemmen, og man ser hende tiere med et smil på læben end med sammentrukne øjenbryn. Vrede og had er ikke følelser der ligger hende nært, men har man først vækket hendes raseri er den til gengæld også vildere end en tyfon og hedere end flammerne fra et bål. Noget der virkelig kan få hende op at køre er når dyr bliver mishandlet eller naturen misbrugt. Et andet stærkt karaktertræk er hendes blidhed. Hun er en stor modstander af vold, krig og kamp. Hun går ikke selv med våben, og tyer kun til kampmagi som den yderste løsning, og da stortset kun til at forsvare sig, og ikke til at angribe andre. En af de ting hun hader er at se andre blive såret - hvad enten det er fysisk eller mentalt - og hun vil ofre sig meget for at forhindre dette. På trods af at hun er halvt nymfe, har hun aldrig forstået nymfernes måde at se mænd på som "legetøj". Hvis hun ligner sin mor af udseende, ligner hun sin far af person, da hun aldrig selv kunne finde på at udnytte mændene på den måde. Hun har stor empati og forståelse for hvorfor folk gør som de gør, og føler som de føler, hvilket også gør at hun er god til at sætte sig i andres sted og se tingene fra flere synsvinkler. I samtaler og diskussioner har hun en tendens til pludselig at komme med et nyt argument eller en skæv vinkel, som vender det hele på hovedet.
Man kan i hvert fald roligt sige at Serethiel har en kompleks personlighed. Dette gør det både nemt for hende at snakke med folk og omgås både rig og fattig, men samtidig gør det også hun har svært ved at få rigtige venner. Venner hun lader komme ind til sit hjerte, og som hun tør stole fuldt og fast på. Hele sit liv har hun været uønsket af alle andre end sine forældre. Hun er blevet set ned på og foragtet. Nu er hun inderst inde angst for at lader hun først folk komme tæt på, vil de bare såre hende. Derfor lukker hun instinktivt af hver gang nogen forsøger at komme nærmere. Hun har dedikeret sit liv til at hjælpe andre, men samtidig trækker hun sig tilbage når de selv samme personer hun hjælper prøver at nå ind til hendes hjerte.
Udseende: Det første man lægger mærke til ved hende er hendes øjne. Øjne der betragter verden opmærksomt men samtidig verdensfjernt, som om hun ikke er fuldkommen tilstede. Det er øjne der siger at hun ved mere end hun giver til kende. Der er noget mystisk over dem... noget dragende... Måske er det på grund af visdommen man finder deri. Som om hun har set mere, oplevet mere, levet længere end de 21 år hun har befundet sig i denne verden. Samtidig er det blandingen af de mange følelser der er at læse i de øjne. Varme, hjælpsomhed, glæde, venlighed, blidhed,... og under alt det, en gennemtrængende fornemmelse af sorg. Bedrøvelse over... over hvad? Over dig? Over verden? Over krigen? Over hende selv? Det er ikke til at sige. Men sorgen er der altid, selv når hun ler og smiler. Desuden kan man ikke undgå at lægge mærke til de tatoveringer der snor sig vej rundt om hendes øjne i et sirligt mønster. For den normale person vil det blot være nogle tilfældige tegn - smukke og elegante, men uden videre betydning. Men for den der ved mere om den slags, vil der kunne findes ord i de tatoveringer. Specielle tegn for at åbne sjælen, for at hjælpe øjnene med at se forbi den fysiske verden. Tegn der hjælper med at gøre sindet modtageligt for drømmesyn og sjælevandring.
Det er øjne man skal passe på ikke at drukne i. Øjne man skal løsrive sig fra. Først derefter begynder man at lægge mærke til resten af hendes ansigt og krop. Hun skiller sig ud på mange måder. Grundent hendes blandede blod, har hun også fået forskkelige udseendsmæssige prægninger fra begge sine forældre. Det er tydeligt for enhver at hun hverken er fuldblods elver, eller fuldblods nymfe. Dog slægter hun nok sin mor mest på udseendet angår, da hun har arvet hendes yndefulde bevægelser og elegante udseende. Hendes krop er spinkel og hun står kun 163 cm. høj. Ligeledes har hun arvet sin mors grønne hår, der bølger ned over hendes skuldre i blide slangekrøller. Hvis man kigger godt efter kan man også finde nogle strejf af blålige og turkise nuancer. Blandt elvernes lyse og blonde hår, kunne man ligeså godt have stemplet "uren" i panden på hende. Alt i alt er hun nem at få øje på i mængden - lignende hverken elver eller nymfe. Men på trods af de mange misbilligende blikke der følger hende, bevæger hun sig med oprejst pande og rank ryg. Det er tydeligt at hun ikke skammer sig over hvad eller hvem hun er. Man kunne næsten driste sig til at tro hun var stolt over det.
Hendes gaderobe er meget enkel. Hun går stortset altid i den samme slags tøj, nemlig en simpel mosgrøn kjole uden stropper, der går til lige over hendes brystkasse og efterlader hendes skuldre bare. Den er uden broderier eller andre "unødvendige udsmykninger", og sidder hverken stramt eller løst. Så længe hun befinder sig i byen består den af silke, da hun elsker fornemmelsen af stoffet mod huden. Men hvis hun skal ud i naturen eller på en længere rejse, bliver silkekjolen skiftet ud med en af noget mere praktisk stof, der desuden når hele vejen op til hendes hals og har en hætte bagtil der kan slåes op hvis hun ønsker at bevæge sig ubemærket rundt. Faktisk ligner den meget det tøj som munke ofte går i.
Baggrundshistorie:
For 22 år siden.
"Forklaring udbedes, og jeg håber for dig den er god," faldt den skarpe stemme som et piskesmæld. Cynin af huset Aläessa stod med rank ryg og stirrede direkte ind i øjnene på sin gamle mor. Stålgrå øjne glimtede ham vredt i møde, men for én gangs skyld veg han ikke for hendes raseri. For én gangs skyld stod han fast og holdt på det han ville. Han krydsede armene og gjorde ikke mine til at overgive sig.
"Jeg elsker hende mor," svarede han bare roligt og forberedte sig mentalt på det skænderi der ville komme. Han vidste der ville blive råb, vrede, kold argumentation, lavmælt hvislen, forbandelser og eder. Han lod tankerne vandre mod Sinah. Han forestillede sig hvordan hun ligenu sad i skyggen af et af de mange træer ude i skoven. Lænende op af stammen mens vinden fik hendes hår til at løfte sig en anelse og hendes kjole til at smyge sig om hendes krop. Han kunne levende se hvordan hun lod hånden glide hen over sin mave - selvom der endnu intet var at se - og kærtegnede den med sine fingerspidser. Hun ville kigge op ved lyden af hans bløde fodtrin mod skovbunden, og hun ville smile sit helt specielle smil når hun fik øje på ham. Hendes øjne ville lyse med varme og kærlighed. Kærlighed til ham og deres ufødte barn... på trods af hans mors skælden og smælden smilede han ved tanken. Hun stoppede brat da hun øjnede hans smil, og stirrede lidt på ham, hvorefter han kunne høre hende sukke.
"Sådan noget er ilde set... Det er ikke normalt Cynin..." forsøgte hun en sidste gang, og vreden var forsvundet fra hende som når man smider vand på et bål. Det var først nu han så trætheden i hendes blik, da hun næsten bedende mødte hans øjne. Han rystede bare en anelse bedrøvet på hovedet, før han gik over og lagde en let hånd på hendes skulder.
"Måske er det ikke set på med venlige øjne. Men det er heller ikke ulovligt og ingen kan forbyde os det... Jeg elsker hende mor... og jeg ved hun elsker mig," sagde han lavt og lænede sig frem og kyssede hende blidt på panden, før han vendte sig om og gik ud af døren.
For 15 år siden.
"Papa!" råbte den lille pige og løb hen mod sin far så hurtigt hendes små ben kunne bære hende. Leende gik Cynin ned på hug og spredte armene ud til sidderne. Serethiel nærmest kastede sig i sin fars arme, og han løftede hende med lethed og svingede hende rundt i luften så hun hvinede af begejstring. De lo begge da han stoppede og trak hende ind til sig i et kærligt kram. Hun lagde sine små arme om hans hals, og han satte kursen mod indgangen til huset med hende på hoften. Før de var nået 2 meter pludrede hun allerede løs om alle de ting hun havde lavet og oplevet mens han havde været væk. Hun fortalte om alle de skyer hun havde set der lignede dyr, hvordan hun havde fundet verdens bedste gemmested ude i skoven under et væltet træ, samt hvordan hun havde lokket en vildkat til sig og havde fået den til at jagte en snor hele eftermiddagen. Ubetydelige ting i de fleste voksnes øjne, men han lyttede opmærksomt og spurgte med et smil ind til hendes fortællinger, mens han prøvede at finde rundt i alle de informationer der blev slynget i hovedet på ham. Med skulderen skubbede han døren op og trådte indenfor i gangen. Han løsnede blidt hendes greb om hans hals og lod hende glide ned på gulvet. Stadig med et smil på læberne så han ned i hendes glædesstrålende øjne og klappede hende let på hovedet.
"Smut du ind til farmor og fortæl hende jeg er hjemme, imens vil jeg hjælpe folkene med at bære mine ting ind, og så mødes vi i opholdsstuen," sagde han og gjorde et kast med hovedet ned mod den af sidegangene der førte til hans mors værelser. Han så hende gøre en kort grimasse ved beskeden, hun og bedstemoren var aldrig kommet specielt godt ud af det sammen. Men Det var der ikke noget at gøre ved nu, og den surmulende mine blev hurtigt afløst af barnets sædvanlige optimisme og glade ansigt.
"Jeg elsker dig far," sagde hun impulsivt og gav hans ben et kort kram, før hun vendte rundt og løb ned af gangen med håret flyvende efter sig som en grøn fane. Han lagde med et smil mærke til at hun ikke havde nogen sko på, og at hendes fødder var plettede af græs og jord. Det mindede ham om Sinah, hun havde også altid "mistet" sine sko de mest mærkværdige steder. Det gav et lille stik i hjertet da han tænkte på sin kone, som det altid gjorde. På trods af årerne der var gået savnede han hende stadig. Det ville han altid gøre. Men han havde da stadig Serethiel. Nogle ville måske have bebrejdet datteren for Sinahs død, da det jo trods alt var hendes fødsel der havde dræbt den unge nymfe. Men ikke Cynin, han var bare lykkelig over Serethiel ikke også var omkommet. Han elskede hende af hele sit hjerte, måske endda mere end han ville have gjort hvis hans kone havde været i live. Som det var nu, var datteren det direkte resultat af han og Sinahs kærlighed. I datteren ville moderens minde leve videre, og det samme ville hans, når det en dag blev hans tur til at forlade denne verden.
For 10 år siden.
"Neeej.. se hvem vi har her... monstro det ikke er vores lille bastard-ven," hørte hun en stemme dræve et sted til højre. Hendes hoved løftede sig med et ryk fra den skriftrulle hun havde været ved at læse i træets skygge, hun behøvede ikke tid til at tænke, eller til at se hvem det var. Den stemme kendte hun kun alt for godt. Hurtig som en kat var hun på benene med skriftrullen i den ene hånd, og satte i løb. Hun var ligeglad hvor hun var på vej hen, hun løb bare i den modsatte retning af hvor hun havde hørt ham. Benene gik som trommestikker under hende mens hun snoede sig frem mellem træerne, og hun sprang letfodet over en stamme der var væltet om på jorden. Men de var ældre, og de havde både længere ben end hende og større udholdenhed. De indhentede hende med lethed, og pludselig stod en af dem lige foran hende. Hun stoppede brat og skiftede retning, prøvede at dukke ind under en gren og forsvinde ud af syne, men også her dukkede et grinende ansigt op og forhindrede hende i at flygte. Skræmt bakkede hun bagud, men hvor end hun vente sig blev hun mødt med krydsede arme og selvtilfredse smil. Hun for forskrækket sammen da en hånd blev lagt på hendes skulder og så op med store øjne.
"Hvor er det du er på vej hen i sådan en fart? Vi nåede jo knap nok at få hilst på hinanden," sagde han med en stemme der dryppede af falsk venlighed. Hun sank nervøst og svarede ikke. Stirrede bare på ham mens hun kæmpede mod tårerne der truede med at strømme ned af hendes kinder. Hun ønskede jo bare at blive ladt i fred. Hvorfor kunne de ikke lade hende være i fred? Han lod ikke til at bemærke hendes tavshed.
"Hvad er det du har der?" bemærkede han interesseret og før hun nåede at reagere havde han med den frie hånd snuppet hendes skriftrulle ud af hænderne på hende. Hun bed sig i læben for ikke at begynde at tude. Det ville alligevel ikke hjælpe noget, det ville bare anspore dem. Han smilede igen ned til hende og lod øjnene glide over titlen på rullen.
"Ikashia - Historien om nymfen der var bange for vand," læste han højt og hans grin blev om muligt endnu bredere. Han slap hendes skulder og gik et par skridt fremad så han nu stod skråt foran hende. Han kiggede rundt på de andre og holdt bogen i vejret.
"Vores lille ven her læser sørme en historie om... nymfer," sagde han og lagde specielt tryk på det sidste ord. Der lød spredt latter fra de omkringstående, mens han drejede rundt så alle kunne se bogen han holdt i vejret. Hun kunne mærke hvordan hendes ansigt rødmede. Til sidst stoppede han med front mod hende, han åbnede skriftrullen og begyndte at læse lidt frem og tilbage i den. Hun fulgte vagtsomt og nervøst hans bevægelser, stirrede på skriftrullen i hans hånd. Pludselig rev han et stykke af den og lod det dale mod jorden.
"Nej!" udbrød hun uvilkårligt og tog et skridt fremad. Den rulle havde hun arvet fra sin mor, og Cynin havde fortalt at Sinah selv havde siddet og tegnet hver eneste tegning deri. Det var meningen hun selv ville have læst historien op for sin datter, men som tingene havde udviklet sig havde hun aldrig fået muligheden. Serethiel havde altid holdt meget af den historie, og hun havde ikke tal på hvor mange gange hun havde læst og genlæst den. Hun kunne mærke hvordan hun rystede over hele kroppen mens han så op og mødte hendes øjne, langsomt rev han endnu et stykke - et større et end før - og lod det falde mod jorden hvor det landede ved siden af den anden.
"Ups... hvor klodset af mig," bemærkede han og smilede let. Hun vidste rullen var tabt - nu hvor han havde set det sårede hende ville han aldrig give den fra sig frivilligt... og hun havde ikke kræfterne til at tvinge ham. Med et hulk drejede hun rundt og satte i løb. Drengene havde ikke været forberedt på dette, og hun dukkede sig hurtigt for en arm der kom flyvende for at tage fat i hende. Hun snoede sig ind mellem træerne, og forventede egentlig ikke at slippe væk. De havde fanget hende en gang før, og de kunne gøre det igen.
"Lad hende løbe," hørte hun lederens stemme råbe bag sig, og drengene der var begyndt at sætte efter hende, stoppede op. Hun sukkede af lettelse, men knuden ville ikke forlade hendes bryst eller hals. Hun var sluppet væk fra denne gang. Men de ville komme igen. På et eller andet tidspunkt ville de atter fange hende alene. Enten dem, eller også ville det blive nogen andre. De var nemlig ikke de enste, selvom den gruppe var de slemmeste. Hun var den laveste i børnenes rangorden, halvblods som hun var. Selv gadebørnene gjorde nar ad hende og råbte øgenavne når hun bevægede sig gennem gaden. Hun kunne selvfølgelig sige det til sin far. Bryde den uskrevne regel og sige det til de voksne. Men det gjorde hun ikke. Ikke fordi hun var bange for hvad de andre børn ville tænke om hende fordi hun sladrede, de kunne alligevel ikke foragte hende mere eller behandle hende værre. Nej, hun fortalte det ikke til nogen fordi hun ikke ønskede at hendes far skulle finde ud af hvordan hun blev behandlet. Det ville såre ham dybt, og samtidig give ham skyldfølelse fordi det jo var hans valg at gifte sig med Sinah, og derfor delvist hans ansvar at hun var blevet placeret i den situation hun var i nu. Det ville hun ikke gøre mod ham, så hun led i stilhed. Hun forblev tavs alene for at skåne ham for mere smerte.
Og for at gøre slemt værre havde hun nu også mistet bogen... Først nu begyndte hendes dråberne at løbe ned over hendes kinder, og hun vaklede videre halvt blændet af tårer.
For 5 år siden.
Hun betragtede forstenet ansigtet på liget der lå i sengen. Det ansigt der aldrig mere skulle snakke eller smile. Aldrig mere skulle hendes far kigge ned på hende med kærligheden lysende i øjnene. Aldrig mere skulle hun høre hans latter. Hun lagde armene om sig selv og lukkede øjnene. Forestillede sig det var hendes far der holdt om hende. At hun igen var i sikkerhed i hans sikre favn. Men han ville aldrig mere trække hende ind til sig i en varm omfavnelse. Aldrig mere. Hun åbnede igen øjnene og lod blikket hvile på ansigtet. Hun havde før hørt folk beskrive de døde som om det "bare lignede de sov"... men dette passede i hvert fald ikke. Eller, det passede i hvert fald ikke ved hendes far. Sygdommen havde givet ham et hærget udseende, og som hun studerede ham nu kunne hun se rynker hun aldrig før havde lagt mærke til. Hans læber var allerede nu ved at antage en blålilla farve, og hans hud var allerede farvet hvid af dødens kulde... nej, det lignede overhovedet ikke at han sov.
Hun mærkede en hånd på sin ryg, og da hun vendte hovedet så hun ind i sin bedstemors grå øjne. For en gangs skyld syntes der ikke at herske nogen uvenlighed mellem dem, og den gamle kvindes øjne glimtede venligt ned til hende. Hendes hånd gled opad til Serethiels skulder hvor hun gav den et lille klem. Pigen smilede et lille bedrøvet smil, og lagde sin hånd oven på bedstemorens. Sammen betragtede de liget af henholdsvist en fader og en søn.
"Jeg så det... jeg så døden i ham, selvom ingen andre kunne se det... men der var intet jeg kunne gøre," hviskede Serethiel pludselig ud i rummet. Hun bed sig en anelse i underlæben, og stoppede sig selv fra at sige mere. Hendes bedstemor gav hende et skarpt blik som hun ikke bemærkede da hun fortsat stirrede på sin fars lig. Men den gamle dames stemme var rolig som altid.
"Hvad mener du mit barn?" spurgte hun blidt. Opfordrede hende til at fortsætte. Serethiel tyggede lidt på sin underlæbe og var stille i en rum tid, før hun endelig tog til orde igen.
"En sort krage... jeg så en sort krage sidde på hans skulder, eller, jeg så omridset af den... som om den var der, men alligevel ikke. Nogen gange var den der ikke, men jeg kunne stadig fornemme dens tilstedeværelse... fornemme dens kulde. Men der var ingen andre der kunne se den... selv ikke far, selvom det var ham den sad på... selvom det var ham der var ofret," hviskede hun endelig med en stemme der knækkede over til sidst. Tavsheden bredte sig igen i rummet, og hun kunne næsten mærke bedstemorens tankefulde blik brænde sig ind i hendes nakke. Endelig placerede kvinden en hånd på Serethiels anden skulder, og drejede hende langsomt så de stod ansigt til ansigt.
"Har du før haft sådanne... syn?" spurgte hun og betragtede opmærksomt pigen foran hende. Pigen der efterhånden var vokset til at blive en ung kvinde. Serethiel skottede væk. Om hun havde haft sådanne syner før? Hun havde lys til at le højt. Hun havde haft dem så længe hun kunne huske. De havde jaget hende hele hendes liv. Syner.. foruddannelser om hvad der ville ske... af og til også ting der VAR sket... eller ting der skete lige nu. Det kom aldrig i klare vendinger, eller klare billeder. Altid flygtige glimt, som noget der lurede lige uden for hendes rækkevidde, men som hun aldrig kunne nå. Som årerne var gået var billederne blevet tydeligere, men de var stadig svage... hun havde aldrig nævnt det for nogen, i starten havde hun ikke engang tænkt over det. Hun vidste det ikke var normalt, og hun følte sig unormal nok i forvejen. Hun havde intet ønske om at skille sig mere ud end nødvendigt. Langsomt nikkede hun.
"I flere år," hviskede hun hæst og kastede blikket ned, som om hun skammede sig. Igen stod bedstemoren bare og kiggede på hende i længe. Før hun gjorde noget der kom helt bag på Serethiel: Kvinden lænede sig frem og placerede et fjerlet kys på hendes pande!
"Kære barn... hvad du dog har måtte gå igennem... først din mors død, så problemerne med alle de andre børn - og tro ikke jeg ikke har bemærket det! Nu er døden igen trådt ind i dit liv... og nu fortæller du mig også at du kan se mere end blot de fysiske ting? Har du nogensinde overvejet at det ikke altid er bedst at lide i stolt tavshed?" sagde hun og rystede på hovedet med et lille smil på læberne. Serethiel kunne ikke andet end at stirre på kvinden. Alle de år med hårde blikke og misbilligende tavshed... og nu var hun pludselig både varm og venlig? Men Serethiel var selvfølgelig også det eneste hun havde tilbage nu... de to var de eneste tilbage... den yngste og den ældste... hvor ironisk. Bedstemoren kiggede igen over mod liget og sukkede. Så dirigerede hun med hænderne på Serethiels skuldre den unge kvinde over mod døren.
"Det er vist på tide vi to får os en god lang snak... især om denne... gave... du har... noget vi skulle have gjort for længe siden. Især da jeg faktisk godt vidste at din mors slægt har haft tendenser til at have... forfinede sanser hvad fremtiden og forudsigelser angår. Men jeg var vel for stædig," hun sukkede igen, "noget af det hårdeste for et menneske - især et gammelt og stolt et af slagsen som jeg - er at indrømme du tog fejl... Jeg forudså denne kærlighedsaffære ville ende i tragedie..." hun stoppede op og smilede ned til Serethiel, "jeg er glad for jeg tog fejl."
Stats:
Strength: 5 - 5 + 2 = 2
Dexterity: 5 = 5
Constitution: 5 + 2 = 7
Intelligence: 5 + 2 + 6 = 13
Wisdom: 5 + 2 + 7 = 14
Charisma: 5 + 1 + 5 = 11
Skills:
Kampmagi: 3 + 5 = 8 (40)
Elvermagi: 3 + 6 = 9 (45)
Telepati: 3 + 3 = 6
1-håndsvåben: -3
2-håndsvåben: -4
Sværdteknik: -1
Unarmed: -4
Range: 2
Bueteknik: 1
ESP: 2 + 16 = 18
? Uanset hvad, vil jeg gerne have en beskrivelse af det, da jeg så kan endten lave et board med det eller sætte det ind under det board, det ville passe inde under XD
Af Denne grund vil jeg sige, at du skal beholde Natural Healing, da din klan er Ekvish. Du skal forresten også lige sætte Elvernes Resistance på som en af dine raceevner, da den ikke tæller med i de tre evner, man selv må vælge 
- det er mest bare små ting, jeg synes skal rettes lidt, så det passer bedre med De Spidsøredes livestil, vaner og sådan: