Post by nathan on Jul 3, 2008 19:49:26 GMT 1
Navn/titel: Shantû Calah’din.
Alder: 22.
Køn: Mand.
Race/Sub-race: Teshnianer.
Profession: Jager.
Klan/provins: Oprindeligt fra Heshne.
Samfundsstatus: Enspænder.
Gud: Han "tilbeder" gudinden Neresha. Det er ikke noget han råber højt om, men han tøver heller ikke med at fortælle det hvis nogen spørger. Det er tydeligt at det ikke er noget han skammer sig over.
Raceevne(r):
Trackfinder: Da en jager tilbringer meget tid med at følge spor på dyr, kan han eller hun let se, hvilket slags spor, der er lagt, hvornår det blev lagt, og hvilken vej, dyret – eller personen – er gået.
Sense nature: Jagere har den evne, at kunne fornemme, om der er nogen i nærheden. Det skyldes, at deres sanser er skærpede, da de normalt skal være på vagt hele tiden.
Jagt: Så længe en jager er i en skov eller et andet sted, hvor der er vildt, har han eller hun intet problem med at finde mad.
Våben: En simpel men stærk bue. Den er ganske normal og uden udsmykninger, men han er utroligt glad for den da det er hans bedstefar der har lavet den, og fordi det nu er det eneste fysiske minde han har tilbage om den gamle mand. Derudover har han en jagtkniv i sit bælte - ligeledes enkel og usmykket.
Personlighed: Enspænder af natur bliver han utilpas med mange mennesker omkring sig. Han er meget indelukket og taler sjældent, ikke nødvendigvis fordi han ikke kan lide den han taler med, men fordi det simpelthen ikke falder ham naturligt. Nogen ville måske tro hans tavshed var grundet manglende intelligens, men har man først mødt hans opmærksomme og årvågne øjne er man ikke i tvivl om at han i hvert fald er alt andet end dum. På sine mange ture alene ude i skoven har han rigeligt tid til at tænke over tingene, og når han endelig åbner munden er ordene velovervejede.
Han er meget objektiv i sin væremåde, og bedømmer hver enkelt person ud fra vedkommendes handlinger, i stedet for hvad andre siger. Hvis man spørger ham er Spidsører og Teshnianere lige gode (eller lige onde), og han betragter hele krigen med skeptisk mine. Hvis han mødte en Spidsøre i skoven, ville han absolut ikke stole på personen, men han ville heller ikke forsøge at dræbe ham/hende ved første øjekast som mange andre ville.
Han er utrolig loyal og ville selv gå i døden for en ven, men han holder inden illusioner omkring andres loyalitet... eller rettere sagt, andres mangel på samme. Han er mistænksom overfor fremmede, især hvis han møder dem uden for byen, og selvom han ikke kunne finde på at dræbe unødvendigt, tøver han heller ikke med at forsvare sig selv.
Mange vil opfatte hans tavshed, mistroiske opførsel og fjendtlighed overfor fremmede som et tegn på at han var følelseskold, men faktisk er Shantû alt andet end det. Han har meget stærke følelser, han viser det bare ikke. Han hader at blive opfattet som svag, og derfor har han lavet en maske af ro han trækker hen over sine følelser når de bliver for tydelige. Hans vrede er ikke flammende, mens isnende kold og skarp. I stedet for at begynde at råbe op, bliver hans stemme bare lavere og roligere; og i stedet for at slå ud i blinde efter personen der har vækket hans vrede, analyserer han situationen og slår til når modstanderens svaghed er blottet. Men han er ikke æreløs, og han ville aldrig slå på en person der ligger ned eller dolke nogen i ryggen. Hvis han møder folk i nød vil han gøre hvad han kan for at hjælpe dem. Faktisk er han både blid, varm og venlig... hvis man først når ind på livet af ham.
Udseende: Shantû står omkring 1,89 høj og hans krop er slank men muskuløs, hærdet af mange år i skoven. På trods af de mange timer brugt under solens stråler nægter hans hud fortsat at tage imod farve, og forbliver lys. Som for at gøre op for den blege hud er hans hår en mørk, ja næsten sort, farve. Hvis man ser det i det rigtige lys kan man endda ane en svag nuance af lilla. Det er halvlangt af en mands at være og når ca. ned til hans hage. Det er altid lettere pjusket, og pandehåret har en tendens til at falde ned og dække hans venstre øje, hvorefter han (ofte uden selv at lægge mærke til det) gør et kast med hovedet for at få det væk.
På hans ryg hænger en enkel bue og et koger fyldt med pile med kridhvide fjer fra en svanevinge. For andre ville den store bue, der næsten når ham til skuldrene når han hviler spidsen mod jorden, virke uhåndterlig, men han bevæger sig dog ubesværet, med den ubevidste elegance der viser at våbenet snarere er en naturlig forlængelse af hans krop end en byrde. Hans øjne er blå som himlen en vinterdag og røber intet om personen bag dem, de kan både udvise kulde og varme, men for det meste er de blot opmærksomme og neutrale... observerende.
Hans tøj er mere praktisk end det er modebevidst, og består for det meste af et par løse og behagelige linnedbukser i en brun eller anden mørk farve, samt en simpel skjorte, ligeledes i en mørk farve, men for det meste en dyb blå som himlen om natten. Hans underarme fra håndledet og op til albuen er dækker af sort læder. Alle der har prøvet at skyde med en bue, og har følt buestrengen svirpe mod huden når man sender en pil af sted, ved hvor nødvendige sådanne beskyttere er for en bueskytte. Det er dog ikke altid man kan se dem, da de tit er dækket af hans ærmer. Om halsen bærer han en snor med en lille brun læderpose. I posen er der forskellige små ting som betyder meget for ham, endnu har han aldrig vist disse til nogen.
Ved hans side finder man næsten altid ulven Corin. Den er større end en hund, og når ham ca. til hoften med hovedet. Blege grå næsten gennemsigtige øjne, betragter fremmede med en mistænksomhed der når op på siden af Shantûs. Dens pels variere i mange farver, fra brun til sort til grå til hvid. De mørke farver er dog mest dominerende på ryggen og på den øverste del af hovedet ved ørerne, mens den er næsten hvid på maven og ved poterne. Han har den dog sjældent med ind i byerne, da de fleste normale folk ikke ser med venlige øjne på en "vild" ulv.
Baggrundshistorie: Det var en kold septembernat. De sorte skyer havde erobret himlen over Heshne By og helt skjult månens lys, så den eneste lyskilde var de flygtige glimt når endnu et lyn slog ned. Ensomheden herskede i byen den nat, da selv de hårdhudede natteravne hvis gerninger ikke tåler dagens lys, havde søgt tilflugt for uvejrets hærgen. Gaderne lå mennesketomme og stille hen, kun brudt af regnens rytmiske trommen mod brostenene og et tordenbrag i ny og næ, langt og rullende som om selve jorden rørte på sig. Men der var ét sted hvor selv ikke stormen kunne overdøve de skrig der lød fra husets indre: På kroen "Dragedanseren", hvor serveringspigen Eletha i dette øjeblik var ved at give fødsel til et lille barn. Det barn der var det direkte resultat af en kort, men hed, kærlighedsaffære mellem hende og en adelsmand. Det barn hvis opdukken havde forårsaget at manden havde skubbet hende fra sig og forbudt hende at opsøge ham igen. Det barn der ville vise sig at være en lille og velskabt dreng. Det barn hvis navn skulle blive Shantû Calah'din.
**
Syv år senere sad den lille dreng og stirrede ud af vinduet på de andre børn der løb hvinende og leende ned langs gaden, optaget af deres egne lege. Man skulle næsten tro den voldsomme storm havde været et tegn fra Guderne, for selv i denne alder var drengen rolig og fattet, kølig som den regn der havde gennemblødt byen på hans fødedag. Han opførte sig mere som en voksen end som et barn, hvilket de andre børn også kunne mærke. De veg væk fra ham som hjortene viger fra ulven, og mistænksomme blikke fulgte ham når han bevægede sig forbi dem på gaden. Han var særlingen, den blege dreng der ikke vidste hvordan man lo eller legede. Men han havde det fint på den måde, han havde aldrig kunne se det interessante i at bygge huler, fægte med pinde eller jagte pigerne sammen med de andre drenge. Faktisk havde han det bedst når han var alene og ikke behøvede at tænke på hvad andre havde lyst til eller tænkte om ham. Så kunne han gøre hvad han ville. Han hørte døren bag ham blive åbnet, men vendte sig ikke om. Lidt efter kunne han mærke sin mors hænder på hans skuldre, hun kyssede ham på håret og han fandt sig villigt i det.
"Skal du ikke ud og lege med de andre lille skat?" mumlede hun da hun fulgte hans blik, og så børnene der fortsat rendt skrigende rundt udenfor. Drengen trak en anelse på skuldrene og svarede med rolig stemme som han havde svaret så mange gange før: "Ikke i dag mor. Måske en anden dag."
**
Men Eletha nåede aldrig at opleve sit barn lege med de andre. For før månen havde nået at blive fuld igen, blev hun ramt af en sygdom der satte sig i hendes lunger. Der gik ikke mange dage før hun ikke engang kunne komme af sengen. Hendes vejrtrækning var anstrengt og der kom en hvæsende lyd hver gang hun åndede ind og ud. Hun hostede næsten hele tiden, og når drengen tog imod det gamle lommetørklæde, og gav hende et nyt, kunne han se blodpletter der lå strøet ud over stoffet som stjernerne er strøet ud på nattehimlen. På trods af Elethas protester om at hun havde det aldeles fint, tilkaldte kromutter alligevel en sygeplejerske. Da hun ankom sad drengen inde på vindueskarmen i sit lille værelse, med benene trukket op under sig, mens han betragtede mængden der langsomt flød forbi nede på gaden. Han behøvede ikke nogen sygeplejerske til at fortælle ham hvad han allerede vidste. På trods af alle de voksnes forsikringer om at hans mor nok skulle klare sig, vidste han at hun var døende. Der var intet der kunne gøres for hende, selv ikke af en sygeplejerske. Han betragtede med foragt de voksne der prøvede at skærme ham fra sandheden, prøvede at fornægte det der ikke kunne fornægtes. Men et eller andet sted kunne han godt forstå dem, forstå at de prøvede at beskytte ham mod sorgen. Mod smerten der i dette øjeblik strømmede igennem hans krop. Det var som om han havde et hul der hvor hans hjerte engang havde siddet, et stort tomt og sort hul, der hvor hans mor engang havde været. Aldrig mere skulle han høre sin mors latter. Aldrig mere mærke hendes arme om sig. Aldrig mere høre hende synge. Aldrig mere skulle hun kysse hans hår som hun altid havde gjort siden han var helt lille. Der var intet han kunne gøre, og hjælpeløsheden sårede næsten ligeså dybt som selve sorgen. Frustrationerne fyldte ham. Hendes ånd ville forsvinde fra denne verden, og han ville blive ladt tilbage, som han var blevet ladt tilbage af sin far endnu før han overhovedet var blevet født. Den far han ikke engang kendte navnet på.
**
Klædt i sort stod drengen og stirrede på sin mors grav. Det sted hvor hendes døde krop lå. Så tæt på, og alligevel længere væk end hvis de havde været på hver sin side af muren. Resten af gæsterne der var kommet til begravelsen havde respektfuld trukket sig et stykke væk, for at give sønnen lejlighed til at sige farvel til sin mor. De havde samlet sig i små grupper og snakkede lavmælt med hinanden, men han ofrede dem ingen opmærksomhed, hans øjne var kun på graven. Langsomt bevægede han sig fremad og lagde en enkel rød lilje på graven. Nogen ville måske have fundet det mere passende med en rose, eller i det mindste en hvid lilje i stedet for en rød, men drengen vidste at hans mors yndlingsblomst var den røde lilje. Derfor var det den hun skulle have med sig til den næste verden. Han græd ikke. Han havde ikke fældet en eneste tåre under hele forløbet. Hvor meget han end ville, kunne han ikke få gråden til at komme. Det var som om hans sorg var for dyb til tårer.
Pludselig kunne han mærke en fast hånd på sin skulder. Han vendte hovedet og så lige op i et magert ansigt indrammet af jerngråt hår. Brune øjne betragtede ham med et knivskarpt - men ikke uvenligt - blik. Drengen genkendte ham som Tasar, hans mors far. Han var en jager og boede alene ude i skoven. Drengen havde kun mødt ham enkelte gange, da det var sjældent morfaren forlod sin skov.
"Det ser ud til vi er de eneste to tilbage lille ven," brummede han og hans øjne bevægede sig over til graven og den røde lilje. Han gav drengens skulder et lille klem, og sammen stod de i lang tid uden at mæle et ord. Bundet sammen af den sorg de begge følte og delte. Drengen stjal sig til et blik op på morfarens ansigt, og så der skyggen af den ensomhed som manden ikke ville kendes ved. Forældre burde aldrig opleve at skulle begrave deres børn. Og midt i al elendigheden følte drengen en lille glød der strålede som en sol i mørket. Han var ikke alene.
**
Drengen var ikke længere en dreng. Han var blevet højere og bredere om skuldrene, og hans hud havde endelig modtaget blot en anelse farve af de mange timer brugt udendørs. 15 år havde han befundet sig i denne verden, og livet i Antaea-skoven havde hærdet ham så han nu mere var mand end dreng. I hans hånd var en bue, og på hans ryg hang et koger med pile. Uden selv at lægge mærke til det dukkede han sig instinktivt for en gren der hang hen over den sti de fulgte. Foran ham bevægede Tasar sig af sted langs dyrevekslen, lydløs som en skygge og ligeledes med en bue i hånden og et koger på ryggen. Shantû beundrede dybt den gamle mand, der bevægede sig gennem skoven med den selvfølgelige elegance som kun en jager kan. Det var skam ikke fordi han selv var ringe, men han manglede morfarens mange års erfaring. Shantû var god, Tasar var formidabel.
Pludselig bredte træerne sig ud fra at være en smal sti til at være en stor lysning. I midten flød en af de større åer fredeligt af sted. Tasar stoppede op og vinkede Shantû op ved siden af sig. Ved vandkanten stod en mindre hjorteflok og græssede fredeligt, uvidende om de to jageres tilstedeværelse. Tasar fangede Shantûs blik, og pegede derefter på en hjort der befandt sig helt ude til højre, i udkanten af flokken. Shantû opdagede med det samme hvordan den undlod at støtte vægten på sit ene bagben, den måtte være blevet skadet i et fald. Det ville blot være et spørgsmål om tid før den ville ende som det næste måltid for et sultent rovdyr. Han kiggede spørgende over på sin morfar, der nikkede opmuntrende og derefter trådte et skridt tilbage. Hensigten var tydelig, og Shantû tøvede ikke. Lydløst trak han en pil fra koggeret, lagde den på buen og trak langsomt strengen tilbage. Han var opmærksom på ikke at lave nogen pludselig bevægelser der kunne tiltrække dyrenes opmærksomhed, mens han løftede buen og tog sigte. Han åndede dybt ind, og i samme øjeblik som han åndede ud slap han pilen. Han fulgte det dødbringende missil med øjnene, men allerede før den landede vidste han at den ville ramme. Og ganske rigtigt gennemborede den hjortens hals med et smæld man kunne høre helt hen hvor de stod. Dyret kom med en enkelt brægen, før den sank sammen på jorden, og flokken spredtes til alle sider og løb paniske ind mellem træerne. Få øjeblikke efter han havde sluppet pilen, var lysningen ryddet og stilheden sænkede sig over den. Hjorten lå hvor den var faldet, død som en sten.
Shantû vente sig om og mødte sin morfars blik. Den gamle mand sagde ikke noget, smilede ikke engang over den unge mands sejr, han nikkede bare en enkel gang og satte så kursen mod den døde hjort. Men Shantû vidste at det var den største kompliment han nogensinde ville få fra Tasar. Desuden havde morfarens øjne havde skinnet med en hengivenhed og stolthed som havde rørt Shantû dybt. Uden selv at ytre et ord fulgte han efter Tasar, men han kunne ikke undertrykke det smil der bredte sig på hans læber. Og for en gangs skyld prøvede han heller ikke på det. Tasar var efterhånden blevet mere end en morfar for ham. Han var blevet den far Shantû aldrig havde kendt.
**
Blidt lagde han Tasars livløse på sovebriksen og rettede sig op. Han stirrede udtryksløst ned på hvad der engang havde været hans morfar. Endnu følte han ingen sorg. Det føltes som om han bevægede sig rundt i en drøm, og at han kunne vågne hvornår det skulle være. Men det var ingen drøm, og han ville ikke vågne. Han vidste han var i chok, og at sorgen og smerten ville komme senere. Men lige nu var han taknemmelig for den følelsesløshed der fyldte ham.
Det burde ikke have været sket! Tasar var en af de dygtigste jagere Shantû kendte. Han havde vandret skovene tynde i flere år end Shantû havde levet. Det virkede urimeligt at han skulle dø af noget så simpelt som et fald. Han havde forladt hytten for at samle nogle urter der voksede ved Amnisfloden, det burde højst have taget et par timer, men han dukkede hverken op om aftenen eller næste dag. Bekymret satte Shantû ud for at lede efter ham, og han brugte hele dagen på at finkæmme landskabet langs floden på jagt efter den gamle mand. Endelig fandt han morfaren liggende i vandkanten. Eller rettere sagt - han fandt liget af morfaren. Huden var blå og kroppen var nærmest opsvulmet af at have ligget i vandet i næsten to døgn. En hurtig inspektion viste at han havde et stort sår i baghovedet, og så vidt Shantû kunne bedømme var han gledet og landet uheldigt, så han var blevet slået bevidstløs. Derefter var han druknet i floden. Et sørgeligt endeligt for en stor mand.
En svag piben bragte ham ud af mindeverdenen og fik ham til at se ned, hvor han så to brune øjne der stirrede op på ham. Hvalpen puffede med snuden til hans ene fod, og peb igen mens den logrede let med det yderste af halespidsen som i et forsøg på at trøste ham. Shantû bukkede sig ned og løftede den lille ulveunge op i sine arme. Det var Tasar der havde fundet den i skoven for nogle måneder siden - dens mor var enten blevet dræbt eller havde efterladt den. Morfaren havde besluttet at beholde den, "med den rette træning bliver det en god jagt... ja man kan vel ikke sige jagthund. Jagtulv?" havde han sagt og smilet en af sine sjældne smil. Nu ville han aldrig leve til at se det ske. Han kløede fraværende ulven mellem ørerne mens hans blik vendte tilbage til liget. Han måtte begrave det. Allerede nu vidste han at han ikke ville blive i hytten bagefter. Uden hans morfar havde stedet mistet sin ånd. Der var alt for mange smertefulde minder der lurede overalt, hvorend han kiggede så han noget der mindede ham om den gamle mand. Desuden havde han det sidste halve års tid været opfyldt af en rastløshed. Det var ikke fordi han havde noget at klage over, han nød livet med Tasar i Antaea-skoven. Men det var som om der manglede noget. Han ville ud og opleve verden. Se ting! Tasar havde vist fornemmet Shantûs hvileløshed, men havde åbentbart valgt ikke at bringe det på bane før Shantû selv gjorde. Ulven slikkede ham på hagen og han kiggede ned på det varme væsen i hans arme. Der var gået 12 år siden han hørte de ord ved sin mors begravelse, og nu gentog han dem, mere til sig selv end til ulven.
"Det ser ud til vi er de eneste to tilbage lille ven."
Stats:
Strength: 5 + 1 + 1 = 7
Dexterity: 5 + 2 + 6 = 13
Constitution: 5 + 2 + 5 = 12
Intelligence: 5 - 1 + 4 = 8
Wisdom: 5 + 2 + 2 = 9
Charisma: 5 - 1 + 2 = 6
Skills:
Sværdteknik: 0 + 5 = 5
1-Håndsvåben: 1 + 5 = 6
2-Håndvåben: - 2
Unarmed: 2 + 7 = 9
Range: 1 + 23 = 24
ESP: 0
Alder: 22.
Køn: Mand.
Race/Sub-race: Teshnianer.
Profession: Jager.
Klan/provins: Oprindeligt fra Heshne.
Samfundsstatus: Enspænder.
Gud: Han "tilbeder" gudinden Neresha. Det er ikke noget han råber højt om, men han tøver heller ikke med at fortælle det hvis nogen spørger. Det er tydeligt at det ikke er noget han skammer sig over.
Raceevne(r):
Trackfinder: Da en jager tilbringer meget tid med at følge spor på dyr, kan han eller hun let se, hvilket slags spor, der er lagt, hvornår det blev lagt, og hvilken vej, dyret – eller personen – er gået.
Sense nature: Jagere har den evne, at kunne fornemme, om der er nogen i nærheden. Det skyldes, at deres sanser er skærpede, da de normalt skal være på vagt hele tiden.
Jagt: Så længe en jager er i en skov eller et andet sted, hvor der er vildt, har han eller hun intet problem med at finde mad.
Våben: En simpel men stærk bue. Den er ganske normal og uden udsmykninger, men han er utroligt glad for den da det er hans bedstefar der har lavet den, og fordi det nu er det eneste fysiske minde han har tilbage om den gamle mand. Derudover har han en jagtkniv i sit bælte - ligeledes enkel og usmykket.
Personlighed: Enspænder af natur bliver han utilpas med mange mennesker omkring sig. Han er meget indelukket og taler sjældent, ikke nødvendigvis fordi han ikke kan lide den han taler med, men fordi det simpelthen ikke falder ham naturligt. Nogen ville måske tro hans tavshed var grundet manglende intelligens, men har man først mødt hans opmærksomme og årvågne øjne er man ikke i tvivl om at han i hvert fald er alt andet end dum. På sine mange ture alene ude i skoven har han rigeligt tid til at tænke over tingene, og når han endelig åbner munden er ordene velovervejede.
Han er meget objektiv i sin væremåde, og bedømmer hver enkelt person ud fra vedkommendes handlinger, i stedet for hvad andre siger. Hvis man spørger ham er Spidsører og Teshnianere lige gode (eller lige onde), og han betragter hele krigen med skeptisk mine. Hvis han mødte en Spidsøre i skoven, ville han absolut ikke stole på personen, men han ville heller ikke forsøge at dræbe ham/hende ved første øjekast som mange andre ville.
Han er utrolig loyal og ville selv gå i døden for en ven, men han holder inden illusioner omkring andres loyalitet... eller rettere sagt, andres mangel på samme. Han er mistænksom overfor fremmede, især hvis han møder dem uden for byen, og selvom han ikke kunne finde på at dræbe unødvendigt, tøver han heller ikke med at forsvare sig selv.
Mange vil opfatte hans tavshed, mistroiske opførsel og fjendtlighed overfor fremmede som et tegn på at han var følelseskold, men faktisk er Shantû alt andet end det. Han har meget stærke følelser, han viser det bare ikke. Han hader at blive opfattet som svag, og derfor har han lavet en maske af ro han trækker hen over sine følelser når de bliver for tydelige. Hans vrede er ikke flammende, mens isnende kold og skarp. I stedet for at begynde at råbe op, bliver hans stemme bare lavere og roligere; og i stedet for at slå ud i blinde efter personen der har vækket hans vrede, analyserer han situationen og slår til når modstanderens svaghed er blottet. Men han er ikke æreløs, og han ville aldrig slå på en person der ligger ned eller dolke nogen i ryggen. Hvis han møder folk i nød vil han gøre hvad han kan for at hjælpe dem. Faktisk er han både blid, varm og venlig... hvis man først når ind på livet af ham.
Udseende: Shantû står omkring 1,89 høj og hans krop er slank men muskuløs, hærdet af mange år i skoven. På trods af de mange timer brugt under solens stråler nægter hans hud fortsat at tage imod farve, og forbliver lys. Som for at gøre op for den blege hud er hans hår en mørk, ja næsten sort, farve. Hvis man ser det i det rigtige lys kan man endda ane en svag nuance af lilla. Det er halvlangt af en mands at være og når ca. ned til hans hage. Det er altid lettere pjusket, og pandehåret har en tendens til at falde ned og dække hans venstre øje, hvorefter han (ofte uden selv at lægge mærke til det) gør et kast med hovedet for at få det væk.
På hans ryg hænger en enkel bue og et koger fyldt med pile med kridhvide fjer fra en svanevinge. For andre ville den store bue, der næsten når ham til skuldrene når han hviler spidsen mod jorden, virke uhåndterlig, men han bevæger sig dog ubesværet, med den ubevidste elegance der viser at våbenet snarere er en naturlig forlængelse af hans krop end en byrde. Hans øjne er blå som himlen en vinterdag og røber intet om personen bag dem, de kan både udvise kulde og varme, men for det meste er de blot opmærksomme og neutrale... observerende.
Hans tøj er mere praktisk end det er modebevidst, og består for det meste af et par løse og behagelige linnedbukser i en brun eller anden mørk farve, samt en simpel skjorte, ligeledes i en mørk farve, men for det meste en dyb blå som himlen om natten. Hans underarme fra håndledet og op til albuen er dækker af sort læder. Alle der har prøvet at skyde med en bue, og har følt buestrengen svirpe mod huden når man sender en pil af sted, ved hvor nødvendige sådanne beskyttere er for en bueskytte. Det er dog ikke altid man kan se dem, da de tit er dækket af hans ærmer. Om halsen bærer han en snor med en lille brun læderpose. I posen er der forskellige små ting som betyder meget for ham, endnu har han aldrig vist disse til nogen.
Ved hans side finder man næsten altid ulven Corin. Den er større end en hund, og når ham ca. til hoften med hovedet. Blege grå næsten gennemsigtige øjne, betragter fremmede med en mistænksomhed der når op på siden af Shantûs. Dens pels variere i mange farver, fra brun til sort til grå til hvid. De mørke farver er dog mest dominerende på ryggen og på den øverste del af hovedet ved ørerne, mens den er næsten hvid på maven og ved poterne. Han har den dog sjældent med ind i byerne, da de fleste normale folk ikke ser med venlige øjne på en "vild" ulv.
Baggrundshistorie: Det var en kold septembernat. De sorte skyer havde erobret himlen over Heshne By og helt skjult månens lys, så den eneste lyskilde var de flygtige glimt når endnu et lyn slog ned. Ensomheden herskede i byen den nat, da selv de hårdhudede natteravne hvis gerninger ikke tåler dagens lys, havde søgt tilflugt for uvejrets hærgen. Gaderne lå mennesketomme og stille hen, kun brudt af regnens rytmiske trommen mod brostenene og et tordenbrag i ny og næ, langt og rullende som om selve jorden rørte på sig. Men der var ét sted hvor selv ikke stormen kunne overdøve de skrig der lød fra husets indre: På kroen "Dragedanseren", hvor serveringspigen Eletha i dette øjeblik var ved at give fødsel til et lille barn. Det barn der var det direkte resultat af en kort, men hed, kærlighedsaffære mellem hende og en adelsmand. Det barn hvis opdukken havde forårsaget at manden havde skubbet hende fra sig og forbudt hende at opsøge ham igen. Det barn der ville vise sig at være en lille og velskabt dreng. Det barn hvis navn skulle blive Shantû Calah'din.
**
Syv år senere sad den lille dreng og stirrede ud af vinduet på de andre børn der løb hvinende og leende ned langs gaden, optaget af deres egne lege. Man skulle næsten tro den voldsomme storm havde været et tegn fra Guderne, for selv i denne alder var drengen rolig og fattet, kølig som den regn der havde gennemblødt byen på hans fødedag. Han opførte sig mere som en voksen end som et barn, hvilket de andre børn også kunne mærke. De veg væk fra ham som hjortene viger fra ulven, og mistænksomme blikke fulgte ham når han bevægede sig forbi dem på gaden. Han var særlingen, den blege dreng der ikke vidste hvordan man lo eller legede. Men han havde det fint på den måde, han havde aldrig kunne se det interessante i at bygge huler, fægte med pinde eller jagte pigerne sammen med de andre drenge. Faktisk havde han det bedst når han var alene og ikke behøvede at tænke på hvad andre havde lyst til eller tænkte om ham. Så kunne han gøre hvad han ville. Han hørte døren bag ham blive åbnet, men vendte sig ikke om. Lidt efter kunne han mærke sin mors hænder på hans skuldre, hun kyssede ham på håret og han fandt sig villigt i det.
"Skal du ikke ud og lege med de andre lille skat?" mumlede hun da hun fulgte hans blik, og så børnene der fortsat rendt skrigende rundt udenfor. Drengen trak en anelse på skuldrene og svarede med rolig stemme som han havde svaret så mange gange før: "Ikke i dag mor. Måske en anden dag."
**
Men Eletha nåede aldrig at opleve sit barn lege med de andre. For før månen havde nået at blive fuld igen, blev hun ramt af en sygdom der satte sig i hendes lunger. Der gik ikke mange dage før hun ikke engang kunne komme af sengen. Hendes vejrtrækning var anstrengt og der kom en hvæsende lyd hver gang hun åndede ind og ud. Hun hostede næsten hele tiden, og når drengen tog imod det gamle lommetørklæde, og gav hende et nyt, kunne han se blodpletter der lå strøet ud over stoffet som stjernerne er strøet ud på nattehimlen. På trods af Elethas protester om at hun havde det aldeles fint, tilkaldte kromutter alligevel en sygeplejerske. Da hun ankom sad drengen inde på vindueskarmen i sit lille værelse, med benene trukket op under sig, mens han betragtede mængden der langsomt flød forbi nede på gaden. Han behøvede ikke nogen sygeplejerske til at fortælle ham hvad han allerede vidste. På trods af alle de voksnes forsikringer om at hans mor nok skulle klare sig, vidste han at hun var døende. Der var intet der kunne gøres for hende, selv ikke af en sygeplejerske. Han betragtede med foragt de voksne der prøvede at skærme ham fra sandheden, prøvede at fornægte det der ikke kunne fornægtes. Men et eller andet sted kunne han godt forstå dem, forstå at de prøvede at beskytte ham mod sorgen. Mod smerten der i dette øjeblik strømmede igennem hans krop. Det var som om han havde et hul der hvor hans hjerte engang havde siddet, et stort tomt og sort hul, der hvor hans mor engang havde været. Aldrig mere skulle han høre sin mors latter. Aldrig mere mærke hendes arme om sig. Aldrig mere høre hende synge. Aldrig mere skulle hun kysse hans hår som hun altid havde gjort siden han var helt lille. Der var intet han kunne gøre, og hjælpeløsheden sårede næsten ligeså dybt som selve sorgen. Frustrationerne fyldte ham. Hendes ånd ville forsvinde fra denne verden, og han ville blive ladt tilbage, som han var blevet ladt tilbage af sin far endnu før han overhovedet var blevet født. Den far han ikke engang kendte navnet på.
**
Klædt i sort stod drengen og stirrede på sin mors grav. Det sted hvor hendes døde krop lå. Så tæt på, og alligevel længere væk end hvis de havde været på hver sin side af muren. Resten af gæsterne der var kommet til begravelsen havde respektfuld trukket sig et stykke væk, for at give sønnen lejlighed til at sige farvel til sin mor. De havde samlet sig i små grupper og snakkede lavmælt med hinanden, men han ofrede dem ingen opmærksomhed, hans øjne var kun på graven. Langsomt bevægede han sig fremad og lagde en enkel rød lilje på graven. Nogen ville måske have fundet det mere passende med en rose, eller i det mindste en hvid lilje i stedet for en rød, men drengen vidste at hans mors yndlingsblomst var den røde lilje. Derfor var det den hun skulle have med sig til den næste verden. Han græd ikke. Han havde ikke fældet en eneste tåre under hele forløbet. Hvor meget han end ville, kunne han ikke få gråden til at komme. Det var som om hans sorg var for dyb til tårer.
Pludselig kunne han mærke en fast hånd på sin skulder. Han vendte hovedet og så lige op i et magert ansigt indrammet af jerngråt hår. Brune øjne betragtede ham med et knivskarpt - men ikke uvenligt - blik. Drengen genkendte ham som Tasar, hans mors far. Han var en jager og boede alene ude i skoven. Drengen havde kun mødt ham enkelte gange, da det var sjældent morfaren forlod sin skov.
"Det ser ud til vi er de eneste to tilbage lille ven," brummede han og hans øjne bevægede sig over til graven og den røde lilje. Han gav drengens skulder et lille klem, og sammen stod de i lang tid uden at mæle et ord. Bundet sammen af den sorg de begge følte og delte. Drengen stjal sig til et blik op på morfarens ansigt, og så der skyggen af den ensomhed som manden ikke ville kendes ved. Forældre burde aldrig opleve at skulle begrave deres børn. Og midt i al elendigheden følte drengen en lille glød der strålede som en sol i mørket. Han var ikke alene.
**
Drengen var ikke længere en dreng. Han var blevet højere og bredere om skuldrene, og hans hud havde endelig modtaget blot en anelse farve af de mange timer brugt udendørs. 15 år havde han befundet sig i denne verden, og livet i Antaea-skoven havde hærdet ham så han nu mere var mand end dreng. I hans hånd var en bue, og på hans ryg hang et koger med pile. Uden selv at lægge mærke til det dukkede han sig instinktivt for en gren der hang hen over den sti de fulgte. Foran ham bevægede Tasar sig af sted langs dyrevekslen, lydløs som en skygge og ligeledes med en bue i hånden og et koger på ryggen. Shantû beundrede dybt den gamle mand, der bevægede sig gennem skoven med den selvfølgelige elegance som kun en jager kan. Det var skam ikke fordi han selv var ringe, men han manglede morfarens mange års erfaring. Shantû var god, Tasar var formidabel.
Pludselig bredte træerne sig ud fra at være en smal sti til at være en stor lysning. I midten flød en af de større åer fredeligt af sted. Tasar stoppede op og vinkede Shantû op ved siden af sig. Ved vandkanten stod en mindre hjorteflok og græssede fredeligt, uvidende om de to jageres tilstedeværelse. Tasar fangede Shantûs blik, og pegede derefter på en hjort der befandt sig helt ude til højre, i udkanten af flokken. Shantû opdagede med det samme hvordan den undlod at støtte vægten på sit ene bagben, den måtte være blevet skadet i et fald. Det ville blot være et spørgsmål om tid før den ville ende som det næste måltid for et sultent rovdyr. Han kiggede spørgende over på sin morfar, der nikkede opmuntrende og derefter trådte et skridt tilbage. Hensigten var tydelig, og Shantû tøvede ikke. Lydløst trak han en pil fra koggeret, lagde den på buen og trak langsomt strengen tilbage. Han var opmærksom på ikke at lave nogen pludselig bevægelser der kunne tiltrække dyrenes opmærksomhed, mens han løftede buen og tog sigte. Han åndede dybt ind, og i samme øjeblik som han åndede ud slap han pilen. Han fulgte det dødbringende missil med øjnene, men allerede før den landede vidste han at den ville ramme. Og ganske rigtigt gennemborede den hjortens hals med et smæld man kunne høre helt hen hvor de stod. Dyret kom med en enkelt brægen, før den sank sammen på jorden, og flokken spredtes til alle sider og løb paniske ind mellem træerne. Få øjeblikke efter han havde sluppet pilen, var lysningen ryddet og stilheden sænkede sig over den. Hjorten lå hvor den var faldet, død som en sten.
Shantû vente sig om og mødte sin morfars blik. Den gamle mand sagde ikke noget, smilede ikke engang over den unge mands sejr, han nikkede bare en enkel gang og satte så kursen mod den døde hjort. Men Shantû vidste at det var den største kompliment han nogensinde ville få fra Tasar. Desuden havde morfarens øjne havde skinnet med en hengivenhed og stolthed som havde rørt Shantû dybt. Uden selv at ytre et ord fulgte han efter Tasar, men han kunne ikke undertrykke det smil der bredte sig på hans læber. Og for en gangs skyld prøvede han heller ikke på det. Tasar var efterhånden blevet mere end en morfar for ham. Han var blevet den far Shantû aldrig havde kendt.
**
Blidt lagde han Tasars livløse på sovebriksen og rettede sig op. Han stirrede udtryksløst ned på hvad der engang havde været hans morfar. Endnu følte han ingen sorg. Det føltes som om han bevægede sig rundt i en drøm, og at han kunne vågne hvornår det skulle være. Men det var ingen drøm, og han ville ikke vågne. Han vidste han var i chok, og at sorgen og smerten ville komme senere. Men lige nu var han taknemmelig for den følelsesløshed der fyldte ham.
Det burde ikke have været sket! Tasar var en af de dygtigste jagere Shantû kendte. Han havde vandret skovene tynde i flere år end Shantû havde levet. Det virkede urimeligt at han skulle dø af noget så simpelt som et fald. Han havde forladt hytten for at samle nogle urter der voksede ved Amnisfloden, det burde højst have taget et par timer, men han dukkede hverken op om aftenen eller næste dag. Bekymret satte Shantû ud for at lede efter ham, og han brugte hele dagen på at finkæmme landskabet langs floden på jagt efter den gamle mand. Endelig fandt han morfaren liggende i vandkanten. Eller rettere sagt - han fandt liget af morfaren. Huden var blå og kroppen var nærmest opsvulmet af at have ligget i vandet i næsten to døgn. En hurtig inspektion viste at han havde et stort sår i baghovedet, og så vidt Shantû kunne bedømme var han gledet og landet uheldigt, så han var blevet slået bevidstløs. Derefter var han druknet i floden. Et sørgeligt endeligt for en stor mand.
En svag piben bragte ham ud af mindeverdenen og fik ham til at se ned, hvor han så to brune øjne der stirrede op på ham. Hvalpen puffede med snuden til hans ene fod, og peb igen mens den logrede let med det yderste af halespidsen som i et forsøg på at trøste ham. Shantû bukkede sig ned og løftede den lille ulveunge op i sine arme. Det var Tasar der havde fundet den i skoven for nogle måneder siden - dens mor var enten blevet dræbt eller havde efterladt den. Morfaren havde besluttet at beholde den, "med den rette træning bliver det en god jagt... ja man kan vel ikke sige jagthund. Jagtulv?" havde han sagt og smilet en af sine sjældne smil. Nu ville han aldrig leve til at se det ske. Han kløede fraværende ulven mellem ørerne mens hans blik vendte tilbage til liget. Han måtte begrave det. Allerede nu vidste han at han ikke ville blive i hytten bagefter. Uden hans morfar havde stedet mistet sin ånd. Der var alt for mange smertefulde minder der lurede overalt, hvorend han kiggede så han noget der mindede ham om den gamle mand. Desuden havde han det sidste halve års tid været opfyldt af en rastløshed. Det var ikke fordi han havde noget at klage over, han nød livet med Tasar i Antaea-skoven. Men det var som om der manglede noget. Han ville ud og opleve verden. Se ting! Tasar havde vist fornemmet Shantûs hvileløshed, men havde åbentbart valgt ikke at bringe det på bane før Shantû selv gjorde. Ulven slikkede ham på hagen og han kiggede ned på det varme væsen i hans arme. Der var gået 12 år siden han hørte de ord ved sin mors begravelse, og nu gentog han dem, mere til sig selv end til ulven.
"Det ser ud til vi er de eneste to tilbage lille ven."
Stats:
Strength: 5 + 1 + 1 = 7
Dexterity: 5 + 2 + 6 = 13
Constitution: 5 + 2 + 5 = 12
Intelligence: 5 - 1 + 4 = 8
Wisdom: 5 + 2 + 2 = 9
Charisma: 5 - 1 + 2 = 6
Skills:
Sværdteknik: 0 + 5 = 5
1-Håndsvåben: 1 + 5 = 6
2-Håndvåben: - 2
Unarmed: 2 + 7 = 9
Range: 1 + 23 = 24
ESP: 0
