Post by chilitoke on Jun 10, 2008 20:29:29 GMT 1
Navn: Trishané Inwë Nátulcien
Titler og tilnavne: Triss, Trisha, den udstødte, den unge, Morgenhår, Elaina
Alder: 14 dog virker det ofte som om at hun er meget yngre for elvere, eller det omvendte for mennesker.
Køn: Kvinde, selv om mange nok ville nøjes med at kalde hende en pige, til hendes store ærgrelse.
Race: Halv Teshnianer halv elver, til alles store skam.
Profession: ”Jæger” dog mere af nød en nogen reel form for fagligkompetence.
Klan/provins: Udstødt af Ekvish, Drog derefter til Waquir men blev behandlet ligeledes.
Samfundsstatus: Udstødt (Rakkerpak) Triss hører ikke til noget sted så hun holder sig lidt for sig selv.
Gud: Efter behov, Inwë tør ikke at nægte nogen af guderne.
Raceevne(r): Track finder(Jæger), Natural healing (Elver), Telepati (Elver), Resistance (Elver)
Våben: Buer, slynger, spyd(stav inkluderet) kan også anvende knive men det er klart mere et redskab i hendes verden.
Personlighed: Triss er, selv om hun gerne vil blide alle folk ind at hun er en voksen kvinde, dog blot inderste inde en ung pige der ikke er sikker på sin plads i verden eller på anden vis egentlig ved hvad hun bør bruge sin tid på. Dette fører til at hun hurtigt mister fokus og ofte kommer til at virke en smule opfarende og impulsiv. Dog betyder dette ikke at hun er ude afstand til at tage ting seriøst eller handle modent, faktisk er hun ofte meget mere moden end mange folk tror, dette har noget at gøre med at jo er en del ældre end hun egentlig ser ud til. Triss har dog lidt af et temperament især hvis folk giver sig til at snakke ligegyldige race spørgsmål. Dette er nogle af de få ting der rigtigt kan hyle hende ud af den og så lige handle med intelligente væsner. Her menes der væsner der er i stand til at udtrykke deres misbehag over den måde de bliver behandler på, om det så er en hund der piver eller et barn der bliver lagt i lænker.Triss forsøger også hele tiden at opretholde et hårdt ydre for således at klare sin noget rå tilværelse, dog ændre dette ikke på at hun jo bare er en lille pige der savner at have en familie og venner, en pige der savner at blive elsket og en pige der frygter at hun når at dø uden at nogen vil huske hende.
Udseende: Triss er ikke vildt høj, men dette har nok mest noget at gøre med hendes meget unge alder. Hvilket også bevirker til at hun stadig har barnlige træk og en barnlig kropsbygning. Med en fuld højde på 5’5” store grønne øjne, der er let opadvendte samt en lille mund og en diskret næse. Læberne skiller sig ud ved at være meget lyse mod Triss’s ellers lidt mørklødede hud. Under hendes helt igennem ustyrlige røde hår gemmer hendes øre sig, disse er kun let tilspidsede, men sidder i en mere op- og bagud vendt retning hvilket giver hende et mere elvisk og strømlignet ansigt. For overhovedet at kunne se noget som helst holder hun sit hår i skak med et hårbånd, og da hun ikke ligefrem gider klippe det hele tiden lade hun blot det der er for langt samles til en lille ”tot” i nakken som hun har bundet et par gange med en snøre. Triss har en smal senet bygning, og vejer næsten intet dog er hun begyndt at tage mere på i muskel masse i takt med hun er blevet ældre. Dog er hun næsten kun lige begyndt at få sine former hvilket er til Triss’s irritation det meste af tiden, de kan ikke bruges til noget og er blot i vejen og ømme når hun smider sig ned på jorden eller kommer til at gå ind i ting! Gennerelt blot en pest! Men med lidt held kan de hjælpe hende med at blive anerkendt som en kvinde… håber Triss da. Når det kommer til Triss’s påklædning er det ikke ligefrem noget man kan skrive lange bøger om. Det er praktisk, hjemmelavet (af Triss’s hvilket betyder at det ikke er kønt men virker!) og består af materialer Triss har været i stand til at skaffe uden de helt store problemer. Farverne det er holdt i er primært støvet brunt og grå nuancer.
Baggrundshistorie: Tragedien om Triss’s tilblivelse starter en del tidligere en hendes eget liv, faktisk starter den også en del tidligere end blot hendes forældres møde. For lang tid siden da klanerne stadig var unge og provinserne kun lige var ved at anlægge deres grænser. Her fandtes en lille gruppe af elvere der skilte sig ud fra normen ved at prøve at forstå Teshnianerene og opbygge noget der mindede om et venskab mellem de to folk. Dette mislykkedes dog miserabelt og den lille gruppe blev hurtigt tvunget til at stoppe sine forsøg og glemme alt om freden da usikkerheden og mistroen begyndte at få en fast plads i sindene på begge sider af konflikten. De elvere der havde prøvet at mægle fred i starten så nu at det intet var at gøre så i stedet oprettede de nogle klostre i grænse områderne til at tage sig af de syge og sårede, eller de folk der på anden vis led stor nød under den store konflikt. Ikke underligt var der mange Teshnianere der nægtede at blive tilset af en spidsører så ofte måtte elverne vende tomhændet hjem og sende stille bønner mod himlen. Der gik dog ikke længe inden der på den anden side af konflikten blev oprettet lignede klostre med det formål at tage sig af dem der ikke kunne klare sig selv i den store konflikt. Dog starter den relevante del af vores historie en smule længere væk i en lejer på provinsernes tropper gjorde sig klar til et natligt kommando angreb ind bag de elviske linjer for at slå til mod forsyningslinjerne og de lidt blødere lejre der lå længere inde i territorierne. Med dem var broder Mikael der havde til opgave at lappe soldaterne sammen og rense deres sår fra de umenneskelige elveres gift.
Planen virkede det lykkedes den lille deling af specialtrænede spejdere at bryde igennem elvernes linjer uden at blive opdaget. Ligledes fik de også nogle få dage senere udført et vellykket angreb mod en af de yderste lejere, her blev deling dog opdaget og mistede to mand under træfning og tre dage senere døde atter en mand i armene på den unge munk Mikael. Det ændrede dog ikke ved at ridderen der ledte gruppen mente de skulle forsætte hvilket de gjorde. Dette viste sig dog at være fatalt. Den næste gruppe de overfaldt, var parat og havde en kyndig magibruger i blandt sig, dette førte til at kun Mikael og fire andre mænd slap levende derfra og hvad værst var de gjorde det ikke i samlet folk. Det hændte således at Mikael nu på egen vis drog rundt i de ukendte elver skove og prøvede at finde hjem uden at finde nogen af skovens lokale beboere, noget han desværre ikke ekselerede til, der gik ikke meget mere end en uge før at Mikael stødt ind i en af de spidsørede, dette var Evaril en kvinde der nedstammede fra den orden af elvere der i sin tid prøvede at stifte fred mellem de to racer. Mikael så op på den høje strengt udseende kvinde i ført tætsiddende jagt tøj og en stor bue ”Nåde frue! Nåde!” tryglede han på sammenbruddets rand. Evaril knælede blot ned ved siden af den sårede og udmattede mand og sagde ”fjolle hoved, jeg har ventet på den dag hvor jeg kunne lærer jer at vi ikke er farlige” herefter kyssede hun ham, hvilket var for meget for Mikael der først vågnede da han var blevet bragt tilbage til hendes hytte. Her tilbragte han så det næste stykke tid indtil Evaril mente at han var rask nok til at vende tilbage, men da tiden kom for Mikaels hjemsendelse nægtede han at tage sted før han havde lært mere om elverne. Og således skete det at Mikael hver gang hjemsendelse kom på tale fandt en undskyldning til at blive, de to væsner levede sammen i skoven i mange år. Det var dog dømt til at ende ulykkeligt lige meget hvad Evaril og Mikael gjorde, en aften blev der sat ild til den lille hytte og det lykkedes kun lige akkurat Mikael at rede Evaril ud inden taget kolapsede ned over ham, Evaril blev således tilbage ved den brændene ruin og ventede til asken var kølig før hun tog og begravede sin elskedes lig uden så meget som at ænse smerten.
Evaril valgte således at vende tilbage til elvernes samfund efter at havde levet adskilt fra andre elvere i lang tid. Evaril blev budt velkommen af de andre elvere, blev budt velkommen af sit folk. Dog gik der ikke længe før hun begyndte at være syg, og ikke blot en lille smule syg, man frygtede en årgang for hendes liv, men så forsvandt sygdommen igen. Der gik endnu en tid hvorefter, Evaril, til alles store forbløffelse, begyndte at svulme op hun var gravid! Da Evaril ikke var blevet gravid med en anden elver men derimod med en Teshnianer var processen indviklet og hun overlevede ikke fødslen dog gjorde hendes barn, Trishané Inwë Nátulcien, det. Evaril nåede ikke meget andet end at kysse sin datter og navngive hende, før hun selv døde af blodtab og udmattelse.
Af ren og skær ynk blev Trishané taget ind i foster pleje hun blev opdraget som en elver selv om hun ofte var alt for utålmodig, og det gik hurtigt op for de andre elevere at hun også var meget anderledes næsten forkert, hun voksede for hurtigt, hendes magi var svag og hendes ører var slet ikke som andre elveres. Dette førte til et hæftigt skænderi om hvad man burde gøre med det lille barn, burde man slå det ihjel? Efterlade det i skoven? Eller prøve at gøre det til en rigtig elver? Elverne blev aldrig rigtig enige, så de besluttede sig for at oplærer hende som i at klare sig selv således at de kunne sende hende bort uden at få alt for store moralske skrupler. Det gik således til at Trishané i en ung alder blev forvist fra elvernes by uden at få af hvide hvad hun havde gjort galt. Dog gik dette hende ikke alt for meget på hun vidste hun var forskellig og var ofte blevet moppet. Ligeledes havde hun også tilbragt de sidste tre år inden sin afrejse adskilt fra andre på sin egen alder og modtaget særlig undervisning. Hun var anderledes dette var der intet at gøre ved. Så Trishané samlede sine ting og forlod elver en gang for alle, i sin ungdoms naivitet havde hun tænkt sig at drage mod menneskenes land for der at blive accepteret, sådan ville det dog ikke helt gå. For det første forløb rejsen ud til menneskenes land ikke helt så nemt som hun havde regnet med. Efter en uges tid følte hun sig underligt over våget, men dette var sikkert bare fordi hun var ved at nå til et nyt sted i skoven hun ikke kendte. Triss trak derfor på skuldrene og forsatte sin vandring, samme aften lagde hun sig til at hvile nær en lille bæk. Men blev dog pludselig vækket lige inden solen stod op da noget stak hende i hoved bunden, Triss satte sig op og mærkede pludselig hvordan det kradsede i hendes næse og at der var et eller andet der kriblede og stak på hendes ben og ryg. Med et forskrækket vræl, hoppede Triss lige lugt ud i bækken og skrubbede sig grundigt, og inspicerede sine myggestik. Efter lidt tid trådte hun træt op på bredden, ventede på at sit tøj tørrede inden hun tog sin støvler på, for blot at konkludere at de var fyldt med noget snask af en art, med et træt suk gik hun i gang med at vaske sine strømper og støvler. Triss nåede ikke langt den aften og lagde sig atter til at sove. En handling hun så inderligt kom til at fortryde…
Tris vågende ved en brændende fornemmelse omkring sine hænder. Triss stadig morgens sløv satte sig op og konstaterede at hendes hænder var viklet ind i efeu og at hun havde en forfærdelig smag i munden. Triss banede og svovlede og måtte atter spilde tid på at vaske sig den morgen, og da hun skulle forsætte var der blade i hendes støvle, og da Triss fjernede disse blev hun stukket af en bi! Nu måtte det være nok! Disse ting skete ikke bare af sig selv. Triss rejste kort den dag og gjorde tidlig lejer, da hun skulle forberede sig på natten. Triss lagde sig til at sove med et lille smil om læberne hun havde brugt den sidste time på at væve en besværgelse der gjorde at græsset ville advare hende om indtrænger. Og ganske rigtigt blev hun da også vækket af en lav kimen der kunne lige akkurat kunne høres af elvere. Triss åbnede langsomt øjene og opdagede at hendes plage ånd var en ganske lille alf der sneg sig rundt i nærheden af hende. Hurtigt som et lyn greb Triss den lille alf med et selv tilfreds ”Ha fik dig!” hvorefter hun stoppede det lille væsen i en flaske og satte proppen på, dog borede hun et lille hul i proppen. Hun ønskede jo ikke at myrde det lille væsen.
Triss slæbte således af sted med det lille væsen i et par dage, og fik ikke megen natte søvn da det lille kræ konstant begyndte at gøre hvad det, eller nærmere hun kunne for at holde Triss vågne når hun prøvede at sove. De to lidt ufrivillig rejse kammerat var således tvunget til at hører på hinandens brok i en del tid. Da Triss en aften blev overfaldet af tre menneskelige banditter. Der efter at Triss lå bagbundet på jorden brugte en del tid på at blive enige med sig selv om hvor hun skulle sælges, eller om der i det hele taget var nogen der ville have en elver og en alf som slaver. Det var dog begrænset hvor lang betænknings tid de tre banditter fik, for om det var banditternes dovenskab, rent held eller guderne der holdte en hånd over de to spidsørede væsner er der ingen der ved, men summa summarum var at glasset med den lille alf en nat lå meget tæt på Triss, så de to fanger slog en handel af, Triss lukkede den lille alf ud og til gengæld bedøvede denne de tre banditter. Efter lidt forhandling lykkedes det Triss at få alfen til at indse at hun ikke bare kunne efterlade Triss her hos de tre mænd og bare flyve sin vej. Til sidst var der vel ikke andet at gøre end at stole på den plageånd man selv havde fanget og med en stille bøn til guderne, krøb hun tættere på glasset og bed proppen af glasset. Så den lille alf kunne slippe fri. Planen gik godt…eller nærme næsten godt. Den lille alf forgiftede de tre mænd der faldt i søvn hvorefter hun befriede Triss, der begyndte at samle sine ting sammen. Da hun blev afbrudt af et skingert skrig, da den kraftigste af banditterne vågne og slog den lille alf til jorden, og lidt druggy nærmede sig med en kølle. Triss handlede hurtigt og sprang på ham i et forsøg på at vælte den store mand med al sin vægt, det lykkedes og de to sloges kort inden Triss fandt mandens kniv og stødte den ind mellem to ribben, der fik manden til at lave nogle underlige gispe lyde for at ryste voldsomt inden han sank sammen.
Dette var Triss første rigtige drab, og hun svor da også at det måtte blive hende i stedet samlede hun den sårede alf op og brugte de næste par dage på at helbrede hende.
Og dette blev starten på et noget umage makker par, de to spidsørede rejste sammen til menneskenes land, alfen skjul et sted i pigens opakning der skjulte sig selv som flygtning, hvilket ikke var svært hun kunne hurtigt blive i elendig tilstand og gemte sine let tilspidsede ører under sit store pjuskede hår. dog var dette ikke det paradis de havde søgt og de kunne her konstatere at fremmede fra skoven ikke var vel set så de lever nu ved at bestjæle folk og eller bedrage lidt hist og her, men inderst inde har de en drøm om at komme ud på rigtige eventyr som heltene i fortællingen.
Titler og tilnavne: Triss, Trisha, den udstødte, den unge, Morgenhår, Elaina
Alder: 14 dog virker det ofte som om at hun er meget yngre for elvere, eller det omvendte for mennesker.
Køn: Kvinde, selv om mange nok ville nøjes med at kalde hende en pige, til hendes store ærgrelse.
Race: Halv Teshnianer halv elver, til alles store skam.
Profession: ”Jæger” dog mere af nød en nogen reel form for fagligkompetence.
Klan/provins: Udstødt af Ekvish, Drog derefter til Waquir men blev behandlet ligeledes.
Samfundsstatus: Udstødt (Rakkerpak) Triss hører ikke til noget sted så hun holder sig lidt for sig selv.
Gud: Efter behov, Inwë tør ikke at nægte nogen af guderne.
Raceevne(r): Track finder(Jæger), Natural healing (Elver), Telepati (Elver), Resistance (Elver)
Våben: Buer, slynger, spyd(stav inkluderet) kan også anvende knive men det er klart mere et redskab i hendes verden.
Personlighed: Triss er, selv om hun gerne vil blide alle folk ind at hun er en voksen kvinde, dog blot inderste inde en ung pige der ikke er sikker på sin plads i verden eller på anden vis egentlig ved hvad hun bør bruge sin tid på. Dette fører til at hun hurtigt mister fokus og ofte kommer til at virke en smule opfarende og impulsiv. Dog betyder dette ikke at hun er ude afstand til at tage ting seriøst eller handle modent, faktisk er hun ofte meget mere moden end mange folk tror, dette har noget at gøre med at jo er en del ældre end hun egentlig ser ud til. Triss har dog lidt af et temperament især hvis folk giver sig til at snakke ligegyldige race spørgsmål. Dette er nogle af de få ting der rigtigt kan hyle hende ud af den og så lige handle med intelligente væsner. Her menes der væsner der er i stand til at udtrykke deres misbehag over den måde de bliver behandler på, om det så er en hund der piver eller et barn der bliver lagt i lænker.Triss forsøger også hele tiden at opretholde et hårdt ydre for således at klare sin noget rå tilværelse, dog ændre dette ikke på at hun jo bare er en lille pige der savner at have en familie og venner, en pige der savner at blive elsket og en pige der frygter at hun når at dø uden at nogen vil huske hende.
Udseende: Triss er ikke vildt høj, men dette har nok mest noget at gøre med hendes meget unge alder. Hvilket også bevirker til at hun stadig har barnlige træk og en barnlig kropsbygning. Med en fuld højde på 5’5” store grønne øjne, der er let opadvendte samt en lille mund og en diskret næse. Læberne skiller sig ud ved at være meget lyse mod Triss’s ellers lidt mørklødede hud. Under hendes helt igennem ustyrlige røde hår gemmer hendes øre sig, disse er kun let tilspidsede, men sidder i en mere op- og bagud vendt retning hvilket giver hende et mere elvisk og strømlignet ansigt. For overhovedet at kunne se noget som helst holder hun sit hår i skak med et hårbånd, og da hun ikke ligefrem gider klippe det hele tiden lade hun blot det der er for langt samles til en lille ”tot” i nakken som hun har bundet et par gange med en snøre. Triss har en smal senet bygning, og vejer næsten intet dog er hun begyndt at tage mere på i muskel masse i takt med hun er blevet ældre. Dog er hun næsten kun lige begyndt at få sine former hvilket er til Triss’s irritation det meste af tiden, de kan ikke bruges til noget og er blot i vejen og ømme når hun smider sig ned på jorden eller kommer til at gå ind i ting! Gennerelt blot en pest! Men med lidt held kan de hjælpe hende med at blive anerkendt som en kvinde… håber Triss da. Når det kommer til Triss’s påklædning er det ikke ligefrem noget man kan skrive lange bøger om. Det er praktisk, hjemmelavet (af Triss’s hvilket betyder at det ikke er kønt men virker!) og består af materialer Triss har været i stand til at skaffe uden de helt store problemer. Farverne det er holdt i er primært støvet brunt og grå nuancer.
Baggrundshistorie: Tragedien om Triss’s tilblivelse starter en del tidligere en hendes eget liv, faktisk starter den også en del tidligere end blot hendes forældres møde. For lang tid siden da klanerne stadig var unge og provinserne kun lige var ved at anlægge deres grænser. Her fandtes en lille gruppe af elvere der skilte sig ud fra normen ved at prøve at forstå Teshnianerene og opbygge noget der mindede om et venskab mellem de to folk. Dette mislykkedes dog miserabelt og den lille gruppe blev hurtigt tvunget til at stoppe sine forsøg og glemme alt om freden da usikkerheden og mistroen begyndte at få en fast plads i sindene på begge sider af konflikten. De elvere der havde prøvet at mægle fred i starten så nu at det intet var at gøre så i stedet oprettede de nogle klostre i grænse områderne til at tage sig af de syge og sårede, eller de folk der på anden vis led stor nød under den store konflikt. Ikke underligt var der mange Teshnianere der nægtede at blive tilset af en spidsører så ofte måtte elverne vende tomhændet hjem og sende stille bønner mod himlen. Der gik dog ikke længe inden der på den anden side af konflikten blev oprettet lignede klostre med det formål at tage sig af dem der ikke kunne klare sig selv i den store konflikt. Dog starter den relevante del af vores historie en smule længere væk i en lejer på provinsernes tropper gjorde sig klar til et natligt kommando angreb ind bag de elviske linjer for at slå til mod forsyningslinjerne og de lidt blødere lejre der lå længere inde i territorierne. Med dem var broder Mikael der havde til opgave at lappe soldaterne sammen og rense deres sår fra de umenneskelige elveres gift.
Planen virkede det lykkedes den lille deling af specialtrænede spejdere at bryde igennem elvernes linjer uden at blive opdaget. Ligledes fik de også nogle få dage senere udført et vellykket angreb mod en af de yderste lejere, her blev deling dog opdaget og mistede to mand under træfning og tre dage senere døde atter en mand i armene på den unge munk Mikael. Det ændrede dog ikke ved at ridderen der ledte gruppen mente de skulle forsætte hvilket de gjorde. Dette viste sig dog at være fatalt. Den næste gruppe de overfaldt, var parat og havde en kyndig magibruger i blandt sig, dette førte til at kun Mikael og fire andre mænd slap levende derfra og hvad værst var de gjorde det ikke i samlet folk. Det hændte således at Mikael nu på egen vis drog rundt i de ukendte elver skove og prøvede at finde hjem uden at finde nogen af skovens lokale beboere, noget han desværre ikke ekselerede til, der gik ikke meget mere end en uge før at Mikael stødt ind i en af de spidsørede, dette var Evaril en kvinde der nedstammede fra den orden af elvere der i sin tid prøvede at stifte fred mellem de to racer. Mikael så op på den høje strengt udseende kvinde i ført tætsiddende jagt tøj og en stor bue ”Nåde frue! Nåde!” tryglede han på sammenbruddets rand. Evaril knælede blot ned ved siden af den sårede og udmattede mand og sagde ”fjolle hoved, jeg har ventet på den dag hvor jeg kunne lærer jer at vi ikke er farlige” herefter kyssede hun ham, hvilket var for meget for Mikael der først vågnede da han var blevet bragt tilbage til hendes hytte. Her tilbragte han så det næste stykke tid indtil Evaril mente at han var rask nok til at vende tilbage, men da tiden kom for Mikaels hjemsendelse nægtede han at tage sted før han havde lært mere om elverne. Og således skete det at Mikael hver gang hjemsendelse kom på tale fandt en undskyldning til at blive, de to væsner levede sammen i skoven i mange år. Det var dog dømt til at ende ulykkeligt lige meget hvad Evaril og Mikael gjorde, en aften blev der sat ild til den lille hytte og det lykkedes kun lige akkurat Mikael at rede Evaril ud inden taget kolapsede ned over ham, Evaril blev således tilbage ved den brændene ruin og ventede til asken var kølig før hun tog og begravede sin elskedes lig uden så meget som at ænse smerten.
Evaril valgte således at vende tilbage til elvernes samfund efter at havde levet adskilt fra andre elvere i lang tid. Evaril blev budt velkommen af de andre elvere, blev budt velkommen af sit folk. Dog gik der ikke længe før hun begyndte at være syg, og ikke blot en lille smule syg, man frygtede en årgang for hendes liv, men så forsvandt sygdommen igen. Der gik endnu en tid hvorefter, Evaril, til alles store forbløffelse, begyndte at svulme op hun var gravid! Da Evaril ikke var blevet gravid med en anden elver men derimod med en Teshnianer var processen indviklet og hun overlevede ikke fødslen dog gjorde hendes barn, Trishané Inwë Nátulcien, det. Evaril nåede ikke meget andet end at kysse sin datter og navngive hende, før hun selv døde af blodtab og udmattelse.
Af ren og skær ynk blev Trishané taget ind i foster pleje hun blev opdraget som en elver selv om hun ofte var alt for utålmodig, og det gik hurtigt op for de andre elevere at hun også var meget anderledes næsten forkert, hun voksede for hurtigt, hendes magi var svag og hendes ører var slet ikke som andre elveres. Dette førte til et hæftigt skænderi om hvad man burde gøre med det lille barn, burde man slå det ihjel? Efterlade det i skoven? Eller prøve at gøre det til en rigtig elver? Elverne blev aldrig rigtig enige, så de besluttede sig for at oplærer hende som i at klare sig selv således at de kunne sende hende bort uden at få alt for store moralske skrupler. Det gik således til at Trishané i en ung alder blev forvist fra elvernes by uden at få af hvide hvad hun havde gjort galt. Dog gik dette hende ikke alt for meget på hun vidste hun var forskellig og var ofte blevet moppet. Ligeledes havde hun også tilbragt de sidste tre år inden sin afrejse adskilt fra andre på sin egen alder og modtaget særlig undervisning. Hun var anderledes dette var der intet at gøre ved. Så Trishané samlede sine ting og forlod elver en gang for alle, i sin ungdoms naivitet havde hun tænkt sig at drage mod menneskenes land for der at blive accepteret, sådan ville det dog ikke helt gå. For det første forløb rejsen ud til menneskenes land ikke helt så nemt som hun havde regnet med. Efter en uges tid følte hun sig underligt over våget, men dette var sikkert bare fordi hun var ved at nå til et nyt sted i skoven hun ikke kendte. Triss trak derfor på skuldrene og forsatte sin vandring, samme aften lagde hun sig til at hvile nær en lille bæk. Men blev dog pludselig vækket lige inden solen stod op da noget stak hende i hoved bunden, Triss satte sig op og mærkede pludselig hvordan det kradsede i hendes næse og at der var et eller andet der kriblede og stak på hendes ben og ryg. Med et forskrækket vræl, hoppede Triss lige lugt ud i bækken og skrubbede sig grundigt, og inspicerede sine myggestik. Efter lidt tid trådte hun træt op på bredden, ventede på at sit tøj tørrede inden hun tog sin støvler på, for blot at konkludere at de var fyldt med noget snask af en art, med et træt suk gik hun i gang med at vaske sine strømper og støvler. Triss nåede ikke langt den aften og lagde sig atter til at sove. En handling hun så inderligt kom til at fortryde…
Tris vågende ved en brændende fornemmelse omkring sine hænder. Triss stadig morgens sløv satte sig op og konstaterede at hendes hænder var viklet ind i efeu og at hun havde en forfærdelig smag i munden. Triss banede og svovlede og måtte atter spilde tid på at vaske sig den morgen, og da hun skulle forsætte var der blade i hendes støvle, og da Triss fjernede disse blev hun stukket af en bi! Nu måtte det være nok! Disse ting skete ikke bare af sig selv. Triss rejste kort den dag og gjorde tidlig lejer, da hun skulle forberede sig på natten. Triss lagde sig til at sove med et lille smil om læberne hun havde brugt den sidste time på at væve en besværgelse der gjorde at græsset ville advare hende om indtrænger. Og ganske rigtigt blev hun da også vækket af en lav kimen der kunne lige akkurat kunne høres af elvere. Triss åbnede langsomt øjene og opdagede at hendes plage ånd var en ganske lille alf der sneg sig rundt i nærheden af hende. Hurtigt som et lyn greb Triss den lille alf med et selv tilfreds ”Ha fik dig!” hvorefter hun stoppede det lille væsen i en flaske og satte proppen på, dog borede hun et lille hul i proppen. Hun ønskede jo ikke at myrde det lille væsen.
Triss slæbte således af sted med det lille væsen i et par dage, og fik ikke megen natte søvn da det lille kræ konstant begyndte at gøre hvad det, eller nærmere hun kunne for at holde Triss vågne når hun prøvede at sove. De to lidt ufrivillig rejse kammerat var således tvunget til at hører på hinandens brok i en del tid. Da Triss en aften blev overfaldet af tre menneskelige banditter. Der efter at Triss lå bagbundet på jorden brugte en del tid på at blive enige med sig selv om hvor hun skulle sælges, eller om der i det hele taget var nogen der ville have en elver og en alf som slaver. Det var dog begrænset hvor lang betænknings tid de tre banditter fik, for om det var banditternes dovenskab, rent held eller guderne der holdte en hånd over de to spidsørede væsner er der ingen der ved, men summa summarum var at glasset med den lille alf en nat lå meget tæt på Triss, så de to fanger slog en handel af, Triss lukkede den lille alf ud og til gengæld bedøvede denne de tre banditter. Efter lidt forhandling lykkedes det Triss at få alfen til at indse at hun ikke bare kunne efterlade Triss her hos de tre mænd og bare flyve sin vej. Til sidst var der vel ikke andet at gøre end at stole på den plageånd man selv havde fanget og med en stille bøn til guderne, krøb hun tættere på glasset og bed proppen af glasset. Så den lille alf kunne slippe fri. Planen gik godt…eller nærme næsten godt. Den lille alf forgiftede de tre mænd der faldt i søvn hvorefter hun befriede Triss, der begyndte at samle sine ting sammen. Da hun blev afbrudt af et skingert skrig, da den kraftigste af banditterne vågne og slog den lille alf til jorden, og lidt druggy nærmede sig med en kølle. Triss handlede hurtigt og sprang på ham i et forsøg på at vælte den store mand med al sin vægt, det lykkedes og de to sloges kort inden Triss fandt mandens kniv og stødte den ind mellem to ribben, der fik manden til at lave nogle underlige gispe lyde for at ryste voldsomt inden han sank sammen.
Dette var Triss første rigtige drab, og hun svor da også at det måtte blive hende i stedet samlede hun den sårede alf op og brugte de næste par dage på at helbrede hende.
Og dette blev starten på et noget umage makker par, de to spidsørede rejste sammen til menneskenes land, alfen skjul et sted i pigens opakning der skjulte sig selv som flygtning, hvilket ikke var svært hun kunne hurtigt blive i elendig tilstand og gemte sine let tilspidsede ører under sit store pjuskede hår. dog var dette ikke det paradis de havde søgt og de kunne her konstatere at fremmede fra skoven ikke var vel set så de lever nu ved at bestjæle folk og eller bedrage lidt hist og her, men inderst inde har de en drøm om at komme ud på rigtige eventyr som heltene i fortællingen.
:
Og ja, det er kun et tal, der jo kan rettes^^