Post by Akawish on Feb 18, 2008 14:26:15 GMT 1
Engang herskede der fred i Teshna. De Spidsørede og Teshnianerne levede side om side i en idyllisk verden, alle troede ville vare ved. Men sådan blev det ikke. Der opstod strid mellem de forskellige folkeslag – for forskellige var de, skønt så ens. Nogle mener, det var De Spidsørede, der startede det, mens andre mener, det var Teshnianerne, men ingen ved præcist, hvordan det gik til; den del er gået tabt til historien. Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at De Spidsørede – dem, der var mest i kontakt med naturen – forblev i den store skov i sød, hvor de havde levet siden tidernes morgen, mens Teshnianerne drev nordpå, hvor der ingen skov var.
Der blev dannet kolonier hos både Teshnianerne og De Spidsørede. De Spidsørede opdelte sig i fire Klaner – Feerne, Alferne, Nymferne og Elverne – for på den måde kunne de bevare mest muligt af Den Gamle Viden, der ellers ville være gået tabt. Hver af Klanerne fik deres egen del af Den Gamle Viden. De yndefulde, vandglade Nymfer fik den del, hvori magten til at kommunikere med alle dyr og planter i havet og dermed have kontrol over dem – nogle af dem kunne endog ændre deres udseende så de passede ind med deres omgivelser. De legende, drillesyge Alfer fik hemmeligheden bag at styre vejret. De letbenede, elegante Elvere fik den helbredende evne – de kunne få ting til at gro og heale sår og skader. De smukke, men sky Feer fik tildelt kraften til at tale med alt levende over vandet – nogle af dem var endda i så stor kontakt med dem, at de selv kunne forvandle sig til dyr. Derudover blev de alle oplærte i Kampmagiens kunst, så de kunne forsvare sig mod deres fjender.
Det siges, at der også var en sidste del af Den Gamle Viden. Ingen kunne finde skrifterne for dem, da viden blev uddelt. Derfor mener mange, at de sider var blevet taget af andre af De Spidsørede, der ikke ville være med i nogle af Klanerne. Der var nemlig nogle af De Spidsørede, der ikke mente, det var rigtigt bare at gemme sig og håbe på, at krigen ville gå over af sig selv. De drog mod vest til de høje bjerge. Ingen ved, hvad der blev af dem eller de manglende skrifter; nok de farligste af skrifterne i Den Gamle Viden – dem til at manipulere og tage kontrol over andres sind, så de ikke kunne gøre andet, end at følge deres mestres ordrer.
Teshnianerne delte sig i ni Provinser – hver med deres leder – foruden en hovedstad, Heshne – en frodig sletteprovins – der var hævet over de andre Provinser. En af provinserne, Quzetna, der var længst mod nord, var en bjergprovins. Keseér, Baukne og Waquir, de provinser, der var i midten af de andre provinser, var ørkenprovinser. To slette provinser, Yrena og Aken, lå længst mod øst. Sumpprovinsen, Geran, havde bosted mellem Quzetna og de to strandprovinser, Okanta og Jaken. Den Gamle Viden gik tabt i Provinserne, som gjorde også Det Gamle Sprog og evnen til at tale telepatisk. I stedet udviklede de smede evner, ukendt for Klanerne, så de kunne smede våben af andet nyttigt i kampen mod De Spidsørede. De fandt også ud af at bygge mere solide ting – hvorimod De Spidsørede ikke kunne bygge med sten og andet tungt materiale – der hjalp dem til at få bygget muren om alle byerne og, ikke mindst, en lang mur, der kunne holde fjenden ude.
I lang tid gjorde ingen af dem mine til at angribe. Men nu er striden igen begyndt at blusse op. Klanerne mener, det er Provinserne, der vil kæmpe, men Provinserne mener derimod, det er Klanerne, der lagde op til det igen – ingen af dem overvejer en tredje part i hele kaoset.
Der blev dannet kolonier hos både Teshnianerne og De Spidsørede. De Spidsørede opdelte sig i fire Klaner – Feerne, Alferne, Nymferne og Elverne – for på den måde kunne de bevare mest muligt af Den Gamle Viden, der ellers ville være gået tabt. Hver af Klanerne fik deres egen del af Den Gamle Viden. De yndefulde, vandglade Nymfer fik den del, hvori magten til at kommunikere med alle dyr og planter i havet og dermed have kontrol over dem – nogle af dem kunne endog ændre deres udseende så de passede ind med deres omgivelser. De legende, drillesyge Alfer fik hemmeligheden bag at styre vejret. De letbenede, elegante Elvere fik den helbredende evne – de kunne få ting til at gro og heale sår og skader. De smukke, men sky Feer fik tildelt kraften til at tale med alt levende over vandet – nogle af dem var endda i så stor kontakt med dem, at de selv kunne forvandle sig til dyr. Derudover blev de alle oplærte i Kampmagiens kunst, så de kunne forsvare sig mod deres fjender.
Det siges, at der også var en sidste del af Den Gamle Viden. Ingen kunne finde skrifterne for dem, da viden blev uddelt. Derfor mener mange, at de sider var blevet taget af andre af De Spidsørede, der ikke ville være med i nogle af Klanerne. Der var nemlig nogle af De Spidsørede, der ikke mente, det var rigtigt bare at gemme sig og håbe på, at krigen ville gå over af sig selv. De drog mod vest til de høje bjerge. Ingen ved, hvad der blev af dem eller de manglende skrifter; nok de farligste af skrifterne i Den Gamle Viden – dem til at manipulere og tage kontrol over andres sind, så de ikke kunne gøre andet, end at følge deres mestres ordrer.
Teshnianerne delte sig i ni Provinser – hver med deres leder – foruden en hovedstad, Heshne – en frodig sletteprovins – der var hævet over de andre Provinser. En af provinserne, Quzetna, der var længst mod nord, var en bjergprovins. Keseér, Baukne og Waquir, de provinser, der var i midten af de andre provinser, var ørkenprovinser. To slette provinser, Yrena og Aken, lå længst mod øst. Sumpprovinsen, Geran, havde bosted mellem Quzetna og de to strandprovinser, Okanta og Jaken. Den Gamle Viden gik tabt i Provinserne, som gjorde også Det Gamle Sprog og evnen til at tale telepatisk. I stedet udviklede de smede evner, ukendt for Klanerne, så de kunne smede våben af andet nyttigt i kampen mod De Spidsørede. De fandt også ud af at bygge mere solide ting – hvorimod De Spidsørede ikke kunne bygge med sten og andet tungt materiale – der hjalp dem til at få bygget muren om alle byerne og, ikke mindst, en lang mur, der kunne holde fjenden ude.
I lang tid gjorde ingen af dem mine til at angribe. Men nu er striden igen begyndt at blusse op. Klanerne mener, det er Provinserne, der vil kæmpe, men Provinserne mener derimod, det er Klanerne, der lagde op til det igen – ingen af dem overvejer en tredje part i hele kaoset.